lørdag den 30. april 2016

Bloggen flytter domæne - kom med

Fra i dag er bloggen flyttet til nyt domæne som en del af Sustain Daily.
Bloggens nye domæne er www.madebymadvig.dk

Hvis du følger via Bloglovin kan du ændre via dette link: Follow my blog with Bloglovin

Vi ses i de nye omgivelser :-)

onsdag den 27. april 2016

Karklude, vasketøj og nye vaner


Den seneste tid har jeg strikket karklude - det virker som om de strikkede og hæklede karklude pibler frem alle steder, og det er dejligt at se. Jeg synes fordelene ved hjemmelavede karklude er at:
 - de holder i årevis
 - de er flotte og farverige - og de kan jo udformes lige præcis som du selv ønsker
 - jeg får brugt mine rester af bomuldgarn
 - vi undgår den microplast som er i de blå/gule/lyserøde karklude

For to år siden hæklede jeg en stor stak karklude, og de er alle stadig i brug. Det tager noget tid at få opbygget et godt lager af hjemmestrikkede eller hæklede karklude, så det er godt de holder i årevis. Denne gang har jeg behov for at få flere karklude, fordi antallet ikke rigtig stemmer med antallet af viskestykker, og for at få fyldt vaskemaskinen helt op, når jeg vasker.

Vasketøjs rutiner
Der er nemlig en ting jeg blev opmærksom på i påskeferien, mens jeg læste bogen Nøjsom af Trine Baadsgaard, og gennemgik vores egne rutiner i huset. Vi kan blive bedre til at få fyldt vaskemaskinen helt op...

Indtil nu har jeg, lidt ubevidst, fyldt maskinen op indtil jeg kunne have cirka en åben hånd på højkant i tomrummet over tøjet. En hurtig søgning på emnet viser, at det er en fremgangsmåde som (stadig) er udbredt. Måske er det også sådan du har lært at vaske tøj?

Men faktisk skriver Energistyrelsen at "maskinen er passende fyldt, når du uden at presse tøjet sammen kan have din knyttede næve i tomrummet over tøjet". Nu er det ikke fordi jeg måler sådan noget på hverken cm eller mm - men forskellen på en åben hånd på højkant og en knyttet hånd, betyder mere tøj i maskinen, og færre vaske. Det sparer både vand og el. Og tid til at vaske tøj (hurra).

For os har det betydet, at vaskerutinerne har ændret sig lidt. For eksempel hjælper de karklude jeg strikker i øjeblikket på, at maskinen bliver fyldt helt op, når jeg vasker viskestykker og karklude. For det kræver jo, at der er nok til at fylde maskinen.

En ting vi allerede har ændret, er at vaske vores tøj mindre - ved simpelthen at blive endnu bedre til at lufte det efter brug. Du kan læse mere om det og andre gode råd om vasketøj i den her artikel fra Sustain Daily.

Ny vaskemaskine?
Al snakken og interessen for vasketøjet, fik os også til at kigge nærmere på vores vaskemaskine. Både vores vand- og elforbrug har været stabilt hen over årene, og jeg har egentlig ikke skænket det mange tanker. Men et fald i vores elforbrug sidste år, efter udskiftning af et gammelt køleskab og en opvaskemaskine som var gået i stykker, har skærpet interessen for, hvor meget vi kan påvirke forbruget.

Vores nuværende vaskemaskine er en ældre model, som var brugt da vi overtog den. Vi ved hverken hvor gammel den er eller kender ikke til dens vand- og elforbrug. Den er ikke i stykker (endnu), og selvom jeg er imod at udskifte noget som ikke er i stykker, overvejer vi alligevel at skifte til en ny. De nye maskiner kan vaske ned til 20 grader, og har nogle meget korte vaskeprogrammer, hvilket giver mening da vores tøj sjældent er så beskidt. Så vi skal lige have regnet lidt på vandforbrug og besluttet os.

At få øje på mulighederne
Endnu engang synes jeg det er sjovt med alle de små ting som kan ændres i hverdagen, - hvis bare jeg lige "får øje" på dem. Jo mere jeg kigger efter, jo mere og flere ting kan jeg ændre, uden at det på nogen måde begrænser mig.

Har du opdaget en vane for nylig, som du har ændret i en mere grøn retning?


Hvis du gerne selv vil strikke karklude, findes der mange opskrifter. Jeg har både hæklede karklude af dobbelt bomuldsgarn, og de seneste er strikket efter den her opskrift. I øvrigt er det en fordel at lægge karkluden i blød i koldt vand et døgns tid, og derefter vaske den ved 60 grader. Det øger karkludens sugeevne. Rådet er fra bloggen www.tusindfryd-blog.blogspot.dk
Hvis du ikke selv har lyst til at strikke eller hækle karklude, har jeg set flere som laver karklude af gamle håndklæder. På facebook er jeg stødt på en gruppe, hvor der sælges hjemmestrikkede og hæklede karklude, og hvor overskuddet går til gode formål.

onsdag den 6. april 2016

Genbrug som er værd at vente længe på

Oprydningen fortsætter herhjemme, i øjeblikket er det bogreolerne der tyndes ud i. Noget bliver givet videre til genbrug, noget bliver solgt, og en masse pakket sammen til loppemarked i maj. Der kommer også et par "nye" genbrugs køb ind i huset og det er ikke fordi I skal se hvert enkelt køb, - men for et par måneder siden fandt jeg noget, jeg har søgt efter i et år.

Vores dejlige Y stole, som vi har haft i over 10 år, har længe trængt til hynder. Vi har brugt dem i alle årene uden hynder, men de er blevet lidt hårde at sidde i (eller måske er vi bare blevet ældre ;-)

Jeg har overvejet selv at sy eller hækle, men synes det er for besværligt, og ville være ærgerlig over et resultat, som ikke var godt.

Allerhelst ville jeg have læder hynder, fordi de holder stort set evigt, er lette at tørre af, og ikke samler en masse støv. Med børn i huset, skal hynderne kunne klare lidt af hvert ;-) Men, jeg ville ikke købe chrom garvede læder hynder - især ikke efter at have set filmen The True Cost, som jeg har omtalt tidligere - for den viser nogle forfærdelige konsekvenser ved chrom garvning. I de forretninger hvor jeg har forhørt mig efter naturligt garvet læder hynder, har jeg mødt en lettere overbærende/belærende mine, og det har jeg ikke gidet bruge min tid og energi på.

Derfor har jeg søgt længe efter brugte læder hynder og fandt dem endelig på dba. Når jeg vælger læder og køber det brugt, så ved jeg naturligvis ikke om læderet er chrom garvet. Det er de jo nok, men jeg har i hvert fald ikke skabt en ny efterspørgsel og forurening, ved køb af brugt.

Hynderne befandt sig i Nordjylland hos en dame, med hvem jeg havde den fineste kommunikation og handel. Hun var glad for at komme af med dem, og jeg var super glad over endelig at have fundet det jeg søgte.






søndag den 3. april 2016

Garderobe planer 2016 - en shoppeliste

I år forsøger jeg med en shoppeliste til garderoben. Jeg kan ikke love, at det bliver det eneste jeg køber, for som genbrugsshopper, er det ikke til at vide, hvor eller hvornår man finder "guld".

Men hvis jeg skal forsøge at være lidt skarp på hvad jeg reelt har behov for, så er det:


  • Et par behagelige bukser, i for eksempel jersey, som kan fungere både ude og hjemme Jeg har mine yogabukser på dagligt, og de er ved at være godt slidte. Jeg ønsker mig et par behagelige bukser, som er pæne nok til at blive brugt ude af huset. Måske de grønne fra The Baand som er vist på billedet, måske syer jeg selv et par.
  • T-shirts - Størstedelen af mine t-shirts er købt i genbrug, og flere af dem er ved at være rigtig godt slidte, da de jo har været i brug allerede, da jeg købte dem. Måske kan jeg finde det jeg har behov for via genbrug, måske køber jeg nyt, måske syer jeg. Sandsynligvis en kombination af de tre :) Den viste på billedet er fra det danske firma Enkel, i GOTS certificeret bomuld og produceret i Tyrkiet under ordentlige forhold. Jeg købte en Enkel t-shirt i december, som jeg er rigtig glad for. Indtil videre holder den sig, som da den blev købt, både i farve og form. Så endnu en Enkel t-shirt er i mine tanker. 
  • Et par læderstøvler uden hæl. Jeg er blevet ret forelsket i svenske Tenpoints støvler i naturligt garvet læder. Så med mindre det lykkedes mig at finde et par brugte støvler i løbet af sommeren, så køber jeg sådan et par i sensommeren. 
  • En taske. Jeg mangler en shopper/skuldertaske, som skal være behagelig at gå langt med. Det er svært at kombinere de to behov, synes jeg og har ikke fundet løsningen endnu. Jeg havde for nylig en smuk brugt lædertaske i kikkerten, men var ikke hurtig nok... Den mindede meget om den på billedet, som er fra amerikanske Frye (som bruger naturligt garvet læder). Tasken fra Frye er dyr (for mit budget), men jo også en taske jeg kan have i mange, mange år. Som sagt, jeg er ikke afklaret endnu mht taske.
  • En ny vinterjakke, helst en Fjällraven. Jeg har set Fjällraven jakker meget billigt på udsalg i januar/februar måned, så mon ikke jeg trækker den indtil da. Jeg kan godt lide Fjällravens design og udtryk, og så holder deres produkter i mange, mange år. Når jeg skal vælge jakken kommer jeg til at gå efter Fjällravens G-1000 Eco, som er genbrugspolyester og økologisk bomuld.
Om det hele bliver præcis som på listen, eller om jeg køber det hele, er egentlig ikke det vigtigste for mig. Der er ingen regler forbundet med listen. Det vigtigste for mig er, at jeg har tænkt grundigt over mine behov, fået lavet en liste, og nu har ro på garderobe fronten. Det betyder at jeg ikke søger efter nyt hele tiden, og dermed slipper jeg for en masse overvejelser om enkeltstående køb.

Jeg har stadig planer om hjemmelavet tøj og strik, med flere igangværende strikkede ting til mig selv, som bliver færdige til efteråret. Og jeg har indkøbt stof til en forårs/sommerjakke, som jeg håber snart at gå igang med at sy. 

Fermentering

I denne uge har jeg været på fermenteringsworkshop hos SLOW. Det her er et sponsoreret indlæg, tak til SLOW for en spændende formiddag i fantastiske omgivelser.



Det er ærgerligt at duften ikke kan fanges med et kamera, - for udover de flotte billeder Johanne (www.bedremode.nu) tog, så duftede der helt fantastisk!

Signe og Marie, som er kvinderne bag SLOW, fortalte om principperne bag fermentering, og vi fik alle selv fingrene i grøntsagerne, da vi lavede vores eget lille glas fermenterede grøntsager.








Jeg har længe haft lyst til at forsøge mig med fermentering, og har også et enkelt forsøg med et glas klassisk sauerkraut bag mig. Efter workshoppen har jeg lavet et par glas med rødkål og forskellige krydderier, som jeg nu spændt venter på at kunne smage.

Der er flere grunde til at fermentering tiltaler mig:
  • Det er en god måde at spise årstidens grøntsager (og det forsøger vi), med større variation og smagsnuancer. 
  • Fermentering gør det muligt at lagre dine grøntsager (hvis du skulle være så heldig at være i stand til at dyrke flere grøntsager, end du kan nå at spise..)
  • Fermenterede grøntsager indeholder mælkesyrebakterier, som dannes under fermenteringsprocessen, og de er gode for vores tarmsystem. 
Der sker en del forskning i tarmens bakterier i disse år, og jeg følger i øjeblikket en række forelæsninger på folkeuniversitet om emnet, samt læser om det. Bogen "Tarme med Charme" er vist efterhånden kendt af mange, og den kan virkelig anbefales for en lettilgængelig og humoristisk indføring i emnet. 




fredag den 18. marts 2016

Garderobe planer 2016

Det er ved at være lang tid siden jeg har skrevet om garderoben. Jeg har i årets første måneder spekuleret over hvad min tilgang til garderoben i 2016 skal være, og derfor er der ikke sket så meget.

Mens der var udsalg, blev jeg indimellem fristet - også så meget, at jeg flere gange har klikket nyt tøj i indkøbskurven... Men jeg hoppede væk igen, for jeg kunne mærke, at det ikke ville løse mine spekulationer over garderoben. Tankerne er måske lidt gentagelser, men håber I kan klare en opsummering :-)

 - Som jeg allerede har skrevet lidt om, så var det virkelig en aha-oplevelse for mig, at lave listen over nyerhvervet tøj i 2015. Listen er lang, hvilket på den ene side er i orden, fordi jeg startede med stort set ingenting. Men på den anden side, gav den lange liste mig også den erkendelse, at jeg kan blive bedre til, at bruge det jeg har. I stedet for, at fokusere på alt det nye jeg gerne vil have. Det er let at blive fristet af nyt, og der er jeg vist ikke så meget anderledes end mange andre. Derfor forsøger jeg at bringe mine tanker og energi hen på, at bruge det jeg har. Både ved at kombinere på nye måder og ved at tilrette tøj, så det passer mig bedre. Og så noget så simpelt, som hver dag at glædes over, at jeg har tøj i mit skab, som jeg er tilpas i.

 - I januar og februar foretog jeg en del oprydning i vores hus, og hver gang jeg rydder op, oplever jeg hvor godt jeg fungerer med færre ting. Det smitter af på mine tanker om garderoben, og forstærker min trang til: lidt, men godt. Der vil komme nyindkøb i 2016, og for at fastholde mit fokus, vil jeg forsøge mig med en liste med mine tøj behov i 2016. Den kommer på bloggen i morgen.

 - En tredje og sidste faktor er, at jeg vil have plads til at eksperimentere, for jeg er stadig ikke er fuldstændig sikker på min stil (og det bliver jeg nok aldrig helt, hvilket er okay). En måde at afprøve nyt, er for mig, at købe tøj i genbrug. Hvis det ikke fungerer, er skaden ikke så stor, og tøjet kan leveres tilbage til genbrugsbutikken, som igen kan få en indtjening til et godt formål. Et eksempel er en denne Masai bluse, som jeg fandt til 35 kr, i den lokale genbrugs butik. Den er, indtil videre, mit eneste køb i år. Med den får jeg både afprøvet striber, som jeg slet ikke har haft i tøj skabet indtil nu, og snittet på blusen.



Har du planer for din garderobe i 2016?


fredag den 11. marts 2016

Derfor er bæredygtigt tøj vigtigt for mig

Børnenes forårs garderober er undervejs og ligesom mit eget tøj, er det et mix af:
 - genbrugstøj og sko
 - selv-syet tøj
 - selv-strikket (og her får jeg lidt hjælp fra bedsteforældrene, for ellers kan jeg ikke følge med ;-)
 - nyindkøbt bæredygtigt tøj


Hvad er bæredygtigt tøj?
Bæredygtigt tøj har fyldt en del her på bloggen - og i mit hoved - det seneste år. Men jeg har vist aldrig fået forklaret fyldstgørende hvorfor jeg mener emnet er så vigtigt.

Præcis hvad der er bæredygtigt tøj, kan tage lidt tid at finde ud af, og finde rundt i.  Der er nemlig flere måder hvorpå tøj kan være bæredygtigt. Johanne med bloggen www.bedremode.nu har skrevet et rigtig fint indlæg om de forskellige måder at købe bæredygtigt tøj, som du kan læse her.

The True Cost
Tøjindustrien er den anden mest forurenende i verden. Det var faktisk lidt af en overraskelse for mig, da jeg begyndte at interessere mig for emnet sidste år.

Jeg har tidligere kort nævnt dokumentar filmen The True Cost, som du kan se på Netflix eller streame her på filmens egen hjemmeside.  Filmen viser meget tydeligt hvilken ødelæggende industri, tøj produktion er. Fra dyrkning af genmodificeret bomuld med masser af sprøjtegifte, med de fatale konsekvenser det har for landmændende, til selve tøj produktionen som minder om slavelignende forhold, hvor producenterne hele tiden presses, af de store multinationale selskaber. Og her i den vestlige verden køber vi enorme mængder billigt tøj og kasserer det hurtigt igen. Mange af os, er nok ikke helt klar over, hvor omfangsrige konsekvenserne af tøjindustrien er - se filmen!

I The True Cost kommer et argument på banen som lyder nogenlunde sådan her:
"De mennesker som arbejder på disse fabrikker vælger det jo selv. Hvis de ikke tager det job, ville de have et som var meget værre. Ved at vi placerer vores tøjproduktion i landet, hjælper vi dem faktisk på vej. Vi kan jo ikke give dem en løn som er meget højere end for eksempel en politibetjent i deres land ville tjene."

Argumentet er hørt før, men jeg mener ikke det retfærdiggør at lade mennesker arbejde under sådanne forhold, - og slet ikke når det er fordi en stor virksomhed higer efter at vinde markedsandele og overskud via billigt tøj.

Det som filmen nemlig også antyder er, at regeringerne i mange af disse lande, - af frygt for at de multinationale selskaber flytter produktionen til nabolandet, er med til at fastholde deres borgere i disse dårlige arbejdsforhold. Regeringerne arbejder ofte ikke for mindsteløninger, fast arbejdstid, eller lader fagforeninger bygges op. Så situationen er den, at de store selskaber, ved at spille underleverandørerne (og dermed også landene) ud mod hinanden, løber med fortjenesten. Og både regeringer og borgere er bare brikker i det spil. Så jeg mener slet ikke at argumentet om, at det er første skridt på vejen mod en positiv udvikling, holder.

Når de her forhold begynder at gå op for en, kan en god portion modløshed godt melde dig. Jeg blev selv påvirket, og besluttede, at den industri vil jeg ikke støtte.

Så hvad gør jeg så? Som enkelt person er det jo svært at ændre de forhold..?

Både og - for det jeg KAN gøre er, at købe tøj hvor jeg ved produktionen foregår under ordentlige forhold og hvor råvarerne er økologisk produceret. Det ændrer livet for de mennesker som producerer vores tøj. Og det er faktisk meget konkret.

Jeg er begyndt at gå bevidst efter at købe GOTS certificeret bomuld, når jeg køber nyt bomuldstøj, for eksempel undertøj, strømper og t-shirts. GOTS certificeringen sikrer både at bomulden er økologisk, og at en række krav om arbejdsforhold, brug af kemikalier og brug af spildevand er overholdt. Det er desværre ikke alle virksomheder som sælger GOTS certificeret tøj, som er lige gode til at forklare os forbrugere om hvad GOTS certificeringen betyder. Hos tyske Living Crafts - hvor det stribede undertøj og mørke strømper er købt - er der en rigtig fin oversigt, som viser deres produktionsproces fra råvarer til tøjet ankommer i Tyskland, i forhold til processen hos en konventionel producent. Hvis du placerer markøren henover billedet, kommer små tekster frem, som beskriver hvert trin i processen.


Jeg lægger mærke til at Living Crafts nævner skifte i afgrøder, for at sikre næringsrig jord, at hele produktionsprocessen foregår under et tag, for at undgå unødig transport, samt at tøjet sejles til Tyskland, for at undgå flytransport. Og det er udover de ting som skal være i orden: økologisk produceret bomuld, fair løn, krav til brug af kemikalier og brug af spildevand.
Hvis du har lyst til at læse om kravene i GOTS certificeringen, kan du læse mere her.

Prisen
Er det dyrt at købe GOTS certificeret tøj? Tja, det kommer nok an på hvordan du anskuer det. Fordi vi køber en del brugt, både tøj og sko, så synes jeg vi har luft til at give lidt mere for GOTS certificeret tøj.

Men jeg har ikke altid købt økologisk/GOTS tøj, og jeg har stadig en lille "mental forhindring" jeg skal over, når jeg klikker undertøj og strømper i kurven for mange hundrede kroner. Nu, hvor vi har tøjet i brug, kan jeg til gengæld mærke, at for mig er GOTS certificeret tøj, den rigtige vej. Af alle årsagerne nævnt ovenover, og fordi det tøj vi har på inderst på kroppen, gerne må være så rent som muligt.

Og så er det jo altså også muligt at købe GOTS certificeret børnetøj på udsalg, hvilket jeg også har gjort.

Jeg er nysgerrig på hvad du tænker om indlægget, så skriv endelig en kommentar, - også om dine egne tanker om tøjindustrien og dine egne tøj indkøb.