torsdag den 28. november 2013

Ho ho ho ;-)

Hækletøj, kaffe, radio, en sovende datter, og masser - og jeg mener masser - af chokolade!
Ret okay torsdag formiddag her på matriklen :-D

Jeg har vundet en give-away hos Pernille med bloggen Mor Med Meget Mere. Hun afholder en sand gaveregn i øjeblikket, og jeg var så heldig at vinde kvalitetschokolade fra Hotel Chocolat.

Det smager virkelig godt.... mums...

Tak til Pernille og god torsdag ;-)




onsdag den 27. november 2013

Sy til din baby - strikkede cardigans

Vi er så heldige at have en mormor som strikker, og disse to er indenfor den seneste måned landet hos os. De er begge i bomuld og jeg synes det fungerer fint året rundt, vi bruger bare en uldbody indenunder om vinteren.

Den første er fra Lene Holme Samsøes "Babystrik på pinde 3" og jeg synes blad mønstret 
er så fint :-)
Både opskrift og garn til den stribede er fra www.strikkebogen.dk og den er i det skønne pimabomuld. 
Jeg vandt i en give-away hos TichTach, et gavekort til www.selvstrik.dk i maj, og valget faldt på pimabomuld og opskrift til den stribede... jeg gik igang med at strikke, og kom næææææææsten halvvejs... så gik det helt i stå.... symaskine og hæklenål trak i mig. 
Heldigvis var mormor klar til at overtage og strikkede den færdig :-)





tirsdag den 26. november 2013

Sy til din baby - hæklet elefanthue

En af de blogs jeg har 'opdaget' ved at deltage i "Sy til din baby" er Kjært, som jeg synes laver nogle virkelig fine ting :-)
En aften, da jeg netop var gået igang med at hækle en hue til Maja, så jeg dette indlæg og vidste, at den måtte jeg prøve. Mønstret er fra Lutter Idyl og kan findes her.

Desværre vil Maja absolut og under INGEN omstændigheder have den på..... Jeg kan ikke engang nå at tage et billede, før hun hiver den af......
Så nu fungerer elefanthuen som varmepude under hendes fødder i barnevognen....

Garnet er Indiecita alpacauld, købt hos Yarnfreak, i pink og meleret pink. Den er hæklet i dobbelt garn, på nål 4 og 5, så det går stærkt :-)











lørdag den 23. november 2013

Sy til din baby - kjole med skolebus

Endelig fik jeg samlet mod til, at sætte saksen i det dejlige stof med skolebusserne. 
Det er lidt af et eksperiment, da mønstret er et Minikrea t-shirt mønster som jeg har forlænget til en kjole. I går aftes blev det til en str 2 år, som viste sig at være meget stor og her til formiddag en str 1 år, som passer meget bedre. Så har vi en kjole til at bruge med det samme og en til fremtiden :-)

Der er lavet rynker foran halsen, ved skuldrene og ved ærmerne. Jeg frygtede lidt, at lave den nederste kant, fordi jeg ofte synes at kombinationen af min symaskine, mig og elastisk stof, ender i noget skævt og buet mø.. :(

Efter at have læst Annas indlæg om at sy i elastiske stoffer, har jeg leget lidt med stinglængde, købt nye nåle og på alle måder forsøgt at skille min symaskine ad, for at finde et sted at justere trykfodens tryk... det er ikke muligt... suk.
Så nu har jeg fundet et lille opsparingsglas, støvsuget huset for mønter og drømmer om en ny symaskine :-) Synes det er for ærgerligt at købe dejligt, dyrt stof, og så være middel tilfreds med dele af resultatet.

Den nederste kant er lavet efter Binemors fif, og det skal helt sikkert bruges igen - men det bølger alligevel mere end jeg synes det bør. Godt at det er nederste kant på en kjole - så skal den jo bølge lidt ;-)

Rigtig god lørdag aften :-)


fredag den 22. november 2013

Sy til din baby - Hækle og retro LOVE

I efterårsferien var vi i Århus og jeg havde glædet mit til at besøge Yarnfreak - skøn, skøn, skøn butik  :-)))

Desværre havde vi en færge vi skulle nå, så jeg havde slet ikke tid til, at ae garnerne i det omfang som jeg ønskede, og som garnerne havde fortjent. Jeg nåede dog, at kigge lidt på det skønne Semilla, som er økologiske uld, og vel hjemme i sofaen, fik jeg lavet en bestilling på Yarnfreaks babytæppe. Jeg er i fuld gang, men når nok ikke, at blive færdig inden udgangen af November - derfor bare lige et sneak peak af garnet.



Jeg har stor glæde af mine hæklede tæpper og bruger dem dagligt. Da min søn var lille, var jeg endnu ikke ramt af krea-feberen, men heldigvis fik vi to hæklede tæpper fra da min mand var spæd, som min svigermor havde gemt. Vi har dem stadig, og jeg håber at kunne give dem, og de tæpper jeg laver, videre til mine børn når de engang skal være forældre. Det synes jeg kunne være dejligt :-)

I en lidt anden, men også dejlig kategori:
Maria med bloggen Min mors mirakler har lavet en aldeles fantastisk give-away, hvis man er typen hvis hjerte jubler over retro stoffer. Det er jeg, og jeg krydser MAX fingre!




torsdag den 21. november 2013

Sy til din baby - baby håndvægte

Vi er endelig på højkant igen, efter mere end en uges sygdom hos alle i familien - heldigvis mere eller mindre på skift :-) Jeg tænker, at vi nu har klaret det der sygdom for denne vinter..... man har vel lov at håbe.. ;-)

Jeg har længe haft en form for risposer i tankerne, men med en høj vægt. Vores datter Maja er hypermobil og vores ergoterapeut har anbefalet noget tungt legetøj, så hendes muskler i armene også bliver trænet. Efter at Stine var så sød at give os risposer i gave, har vi oplevet hvor skønne de er, at lege med - faktisk både for Maja og storebror Nicolai. 
Så da jeg så Christines fine indlæg om mønstervægte, vidste jeg med det samme, at sådan nogle skulle vi have - i big size :-D

Jeg har klippet lapperne i 12 x 12 cm.
Det er en dejlig måde at bruge rester på og da jeg først var kommet igang, kunne saksen næsten ikke stoppe igen, så det endte med 13 poser.
Der er brugt 2,5 kg ris så de opfylder formålet med en god vægt ;-)

De er testet og godkendt - og så har vi kastet løs :-)

Sjovt nok har jeg, ubevidst, fotograferet poserne på samme måde som Christine ;-)






tirsdag den 12. november 2013

Sy til din baby - Smækbukser

Jeg fik sådan lyst til at sy et par Elsebeth Gynther smækbukser her i weekenden, og heldigvis havde jeg rød twill liggende + retro stof til applikationerne.
Bukserne er str 2 år og skal derfor først bruges til foråret/sommer. 
Hellere for stort end for småt - mit nye motto, efter denne kjole som - stadig - er for lille (og jeg er vist ikke kommet mig endnu ;-)




Mønstret er et af mine yndlingsmønstre, og jeg har fundet billeder frem af tidligere udgaver af smækbukserne.





Når jeg kigger på de billeder, tænker jeg at det bliver sjovt at kigge gamle sy- og hækle blogindlæg igennem om et par år ;-)

lørdag den 9. november 2013

Vinder(ne) af elefant give-away

Tusind tak for Jeres deltagelse og søde kommentarer til min elefant give-away :-D

I løbet af ugen bad jeg Nicolai, om han ville trække vinderen af min elefant give-away, og det er et emne vi har talt om de efterfølgende dage. Især hvordan det skulle gøres, - han havde mange gode ideer og glædede sig tydeligt.

At trække vinderne var simpelthen så fantastisk spændende, både for Nicolai og Maja, så de fortsatte indtil skålen var tom...


Og det viser sig, at min søns gavmildhed ingen ende vil tage, så der er 3 vindere  -  der kan man bare se.... ;-) 

Nr 1. Lola, som har vundet elefant nr 9
Nr 2. Camilla, som har vundet elefant nr 2
Nr 3. Stinemor, som også ønsker sig elefant nr 9

Jeg har sendt en mail til Jer for at få Jeres adresser. 
Stine, jeg sender dig nogle forslag til ørene på din elefant, da jeg desværre ikke har mere af stoffet til elefant nr 9's ører. Og så ryger den gennem maskinen hurtigst muligt :-)

Elefant nr 9

Elefant nr 2


Og nu er resten af elefanterne til salg for 100 kr - du kan se mere her




Sy til din baby - hæklet ugle

Da Maja var nyfødt hæklede jeg en ugle til hende efter Frk Maj's Dizzy Owls DIY

Midt i amning, amning og amning, nåede jeg ikke at få pyntet den færdig, men den har nu fungeret fint alligevel - blevet gnavet i og kastet med ;-) Den er blevet vasket rigtig mange gange, og den bærer præg af den megen kærlighed ;-) (nederste billede)

De seneste dage har jeg hæklet en ny, som Maja får i adventsgave (øverste billede)

Den er lidt større da jeg har taget to runder fastmasker, hver gang opskriften siger en. 
Et hyggeligt projekt som sagtens kan laves af garnrester - hvis man 
skulle ligge inde med sådan noget ;-)







fredag den 8. november 2013

Sy til din baby - legetøjsposer

Det her er lidt genbrug - den ene er vist før og siden da, har den fået en 'søster'l 
Grunden til, at jeg gerne viser dem igen er, at jeg synes de er SÅ gode.
 Der kan være rigtig meget legetøj i dem (og posen kan selvfølgelig laves i den størrelse man ønsker)

Hos os er gulvet som regel(altid..) fyldt med legetøj i løbet af dagen, og sidst på dagen snupper man en pose og vupti, så er gulvet ryddet ;-)

Jeg bruger dem også når vi flytter fra rum til rum i løbet af dagen, Maja elsker at få en fyldt pose foran sig, og tømme den, og den er let at tage med på tur. 

Syet efter LeizyB's fine DIY

God weekend :-)





tirsdag den 5. november 2013

Sy til din baby - to efterårssæt

Efteråret har ramt mig og jeg må indrømme, at kl. 20 kalder sofaen og hækletøjet meget, meget højt på mig :-D Der er bare ikke samme energi niveau, som for et par måneder siden - men jeg har hørt, at det er helt naturligt i vinterhalvåret, og så prøver jeg at huske vitaminpillen, og tænker på, at det jo snart er jul ;-))

Jeg har syet to efterårssæt til Maja for en måneds tid siden. Når jeg syer mønstre jeg har prøvet før, og det er tøj som der er et behov for (de vokser jo, de børn), så laver jeg ofte to ad gangen.

Mønstrene er "Posebukser" og "Tunika" fra Minikrea, og jeg har leget lidt med lommer og afslutning ved anklerne, på det ene sæt bukser.

Jeg må så også indrømme, at det ikke er hver dag, hun både får bodystocking, strømpebukser, bukser og tunika på.... som regel klarer vi os med lidt mindre - men det sker ;-)

Jeg kan rigtig godt lide retro sammen med jeans stoffet og det bliver nok ikke sidste gang jeg syer noget i jeans - men desværre er stoffet ret tykt og stift/hårdt.

Hvor køber du jeansstof i god og blød kvalitet?

Rigtig god tirsdag aften :-)






lørdag den 2. november 2013

Sy til din baby - sengetøj og elefant

I går aftes lavede jeg en blogliste, som du kan se til højre, med alle de blogs der er med i "Sy til din baby - November 2013".
Det tog ret lang tid, for jeg kom selvfølgelig til at sidde og læse på et hav af blogs, og blev glad over de mange nye blogs jeg slet ikke kendte :-) Til sidst var rødvinen sluppet op, og jeg blev endelig færdig et stykke over midnat ;-)
I dag er jeg imponeret over hvor mange nye indlæg som hele tiden popper op - og har allerede liiidt følelsen af at være bagud, både med at læse og producere ;-))
Så her kommer mit første indlæg i baby måneden:

Sengetøj, elefant og kjole er en gave til en helt speciel lille ny pige i vores familie.
Hun har været et ønske hos hendes mor i mange, mange år, og vi er glade for at hun nu endelig er vel ankommet.

Det er første gang jeg syer i Liberty, og stoffet er skønt, men opgaven drillede mig en del undervejs. Overlockeren og jeg var bestemt ikke gode venner, da jeg forsøgte at overlocke kanterne, fordi vi hele tiden 'faldt ned' af kanten på pipingbåndet. Grrrrrrr... jeg skal nok have en bredere sømrumskant næste gang, så vi ligesom kan være der ;-)

Kjolen syede jeg i sin tid til Maja, men fik den aldrig brugt, og nu håber jeg at den kan blive brugt.

Jeg er blevet i tvivl om elefanten - ligner den en gris? Smid endelig en kommentar med din første tanke, da du så den..... (så må jeg se om jeg kan holde ud at læse svarene ;-)

Farverne på billederne skifter lidt, hvilket er lidt utroligt, for de er taget på samme tidspunkt og kun med en lidt ændret vinkel. Efter at jeg er startet med at blogge har jeg fået enorm respekt for mennesker som tager gode billeder.... :-)





Sengetøjet er i øvrigt syet efter DIY fra Anna/Laralil og mønstret til elefanten er købt på www.etsy.com hos Retromamma. Mønstret til kjolen er fra Minikrea.

Fortsat rigtig god weekend :-)