fredag den 30. januar 2015

Stribet raglan

Jeg har syet en raglan igen-igen. Denne gang er jeg gået endnu et nummer op i størrelsen (L) for at få en oversize sweatshirt. Det fungerer fint, selvom den er lidt stor i ærmerne og armhulen. Der er ingen rib i ærmerne, mest af alt fordi jeg ingen matchende rib havde, og jeg synes ikke der var nok elasticitet i stoffet til, at jeg ville bruge den til ærme rib - de bliver hurtigt løse, er min erfaring fra tidligere.

Nederst endte jeg dog med at lave en kant, da den blev lige det korteste - den skulle også være oversize i længden og komme helt ned om rumpen ;)
Det fungerer fint synes jeg og er allerede glad for min nye oversize sweatshirt.

Den er allerede lidt krøllet da jeg har haft den på hele dagen og I får lige et par billeder med telefon-i-munden... Det bliver vist aldrig mit glansnummer, det med at tage billeder af mig selv ;)

Stoffet er fra stofdepotet





onsdag den 28. januar 2015

Mit øjemål...

...eller mangel på samme....! blev meget tydeligt for mig igår...

Jeg var igang med at tegne Jacob mønstret i en størrelse 128 til Nicolais fastelavnskostume, og da jeg stod med linealen i hånden, kom jeg til at tænke på, at det havde undret mig lidt, at bukserne til sidste års fastelavnskostume, var lige det mindste (dengang str 122). Og ganske rigtigt - eller - faktisk jo forkert.... Jeg fjols har ikke sikret at "måleboksen" var korrekt - har nok bare brugt mit ret upræcise øjemål.


Sjovt nok har jeg også undret mig over at Louisa kjolen, som jeg har syet her og her, er lidt stor.....
Og JO - den stemmer naturligvis heller ikke...

Skaden er jo ikke stor, men jeg tænker at næste gang så snupper jeg lige den lineal... ;-)



søndag den 25. januar 2015

Strik makeover

Jeg har fået en strik cardigan foræret, hvilket jo altid er dejligt i denne kolde tid. En aften hos Line/Marapytta fandt jeg en stofrest og fik lavet nye Liberty knapper. Og sådan fik strikken nyt liv :-)




fredag den 23. januar 2015

Et pusterum

I tirsdags var jeg inde at sy hos Line/Marapytta. Det er simpelthen så hyggeligt at sy hos Line, stemningen er altid god og så er det virkelig lærerigt. Det er et dejligt pusterum at have, kun at tænke på syning 3 timer i træk. I øjeblikket øver jeg mig på at få de usynlige lynlåse til at sidde rigtig flot, Line kan så mange gode tricks, så det skal nok lykkedes for mig.
Nogle gange glemmer jeg dem igen, men heldigvis er Line et meget tålmodigt menneske :-)

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det, men jeg er igang med at bruge af mit eksisterende stof "lager" Et rigtigt lager er det jo ikke, men jeg må konstatere, at selvom jeg har syet hele efteråret, så svinder det kun langsomt ind. Så noget stof har jeg fået samlet sammen.

Før jul fandt jeg et par meter tykt jersey/uld stof frem, og fik syet en stor raglan bluse en aften hos Line. Den er dejlig til de lidt kolde dage vi har lige nu.


I nakken er syet et lille stofstykke til at gemme overlock sømmen, og Jer som syer eller har syet hos Line, kender den sikkert. Det er jo smart :-)


Hjemme igen, fandt jeg en tyk pink jersey frem og fik syet endnu en raglan, denne gang efter Lane Raglan mønstret. Gik lige en størrelse op, gjorde den lidt længere og klippede rund kant på bagstykket. Farven er formentlig so-last-last-year, men den er bare til hjemme brug, så det går nok :)


søndag den 18. januar 2015

Klar til montering

Så er jeg endelig nået i mål med 140 lapper til Nicolais tæppe. Jeg har glædet mig til, at ligge alle lapperne ud på gulvet og lege med placeringen - det tager tid og helst havde jeg lapperne liggende på gulvet i dagevis, så jeg kunne "summe" over placeringen af hver enkelt lap. Jeg har virkelig set frem til det - men realiteterne er, at vi har to børn løbende og kravlende rundt, så det endte med at blive en eftermiddag og lørdag morgen. Jeg tror nu (og håber) at det blev meget godt...

140 lapper er - i mit hoved - mange lapper og jeg bliver let lidt utålmodig - vil gerne se resultatet og være færdig, cirka halvvejs igennem. En meget formildende omstændighed har dog været det bløde garn, de skønne farver og at mønstret for hver omgang byder på nyt.

Nu ligger der 14 bunker klar til montering - også et arbejde som tager tid, men en dejlig proces efterhånden som tæppet vokser frem mellem hænderne :-)