torsdag den 26. marts 2015

Endnu en kjole til mig

Har syet endnu en kjole efter det her mønster, denne gang i en ret fast bomuld - og det kan, som ventet, godt mærkes.

Den er ikke helt så blød at have på som den grå, men tror nu nok at jeg skal få den brugt. Det er Amy Butler stof, indkøbt i USA.

Jeg har aldrig været begejstret for at gå i kjole, men i år skal det have en chance :-)



Drømmer om at kunne strikke mig sådan en her, tænker den ville være skøn til kjolerne, en sommeraften i Danmark

onsdag den 11. marts 2015

En shorts-dragt

Jeg har ligget syg med den ondeste influenza i næsten en uge... efter 2 x halsbetændelse, en lille omgang feber/forkølelse og nu denne her onde influenza, på bare 2 1/2 måned, synes jeg at have givet mit bidrag på sygekontoen... I dag er jeg endelig oppe igen, og selvom jeg stadig er lidt slap, har jeg det godt. Jeg har slugt en håndfuld vitaminpiller i dag, og glæder mig over solskin og spirende forårsfornemmelser :)

Her til aften har jeg syet en shorts-dragt (findes det..?) færdig. Den er et forsøg og stoffet er 1 meter gammelrosa viscosejersey fra Stofdepotet til 50 kr. Så er det okay hvis forsøget ikke helt lykkedes.

Mønstret er fra "Dressmaking at Home", og shortsene har den længde stoffet nu engang havde. Egentlig skulle jeg have fuldt min indskydelse og lagt +5 cm til længden på overdelen, for den er lige det korteste - men det ved jeg så til næste gang.
Der er ingen lommer, hvilket ellers ville have været rart, i sådan et par sommer-dags-dase-busker, men igen var der ikke mere stof.
I stedet for at sætte et bånd i, til at binde om livet, har jeg lavet en løbegang (med hjælp fra altid dygtige Line/Marapytta), og sat elastik i.
Jeg endte også med at lave ærmegabet 4 cm mindre, da det ellers gabte en del, og afslørede for meget BH (synes jeg).
Det er svært både at klippe og sy i viscosejersey, synes jeg og det er slet ikke noget jeg har meget erfaring med. Men heldigvis falder det pænt efterfølgende, så de værste uoverensstemmelser skjules.

Med disse sådan lidt tilfældige rettelser og lidt læring til næste par, synes jeg den ene meter stof er givet godt ud, og jeg regner da også med at den vil blive brugt i løbet af sommeren. Billedet er ret mørkt, så jeg må få taget et igen til sommer, i solen (og med bare lidt mere brune ben....;)