onsdag den 11. marts 2015

En shorts-dragt

Jeg har ligget syg med den ondeste influenza i næsten en uge... efter 2 x halsbetændelse, en lille omgang feber/forkølelse og nu denne her onde influenza, på bare 2 1/2 måned, synes jeg at have givet mit bidrag på sygekontoen... I dag er jeg endelig oppe igen, og selvom jeg stadig er lidt slap, har jeg det godt. Jeg har slugt en håndfuld vitaminpiller i dag, og glæder mig over solskin og spirende forårsfornemmelser :)

Her til aften har jeg syet en shorts-dragt (findes det..?) færdig. Den er et forsøg og stoffet er 1 meter gammelrosa viscosejersey fra Stofdepotet til 50 kr. Så er det okay hvis forsøget ikke helt lykkedes.

Mønstret er fra "Dressmaking at Home", og shortsene har den længde stoffet nu engang havde. Egentlig skulle jeg have fuldt min indskydelse og lagt +5 cm til længden på overdelen, for den er lige det korteste - men det ved jeg så til næste gang.
Der er ingen lommer, hvilket ellers ville have været rart, i sådan et par sommer-dags-dase-busker, men igen var der ikke mere stof.
I stedet for at sætte et bånd i, til at binde om livet, har jeg lavet en løbegang (med hjælp fra altid dygtige Line/Marapytta), og sat elastik i.
Jeg endte også med at lave ærmegabet 4 cm mindre, da det ellers gabte en del, og afslørede for meget BH (synes jeg).
Det er svært både at klippe og sy i viscosejersey, synes jeg og det er slet ikke noget jeg har meget erfaring med. Men heldigvis falder det pænt efterfølgende, så de værste uoverensstemmelser skjules.

Med disse sådan lidt tilfældige rettelser og lidt læring til næste par, synes jeg den ene meter stof er givet godt ud, og jeg regner da også med at den vil blive brugt i løbet af sommeren. Billedet er ret mørkt, så jeg må få taget et igen til sommer, i solen (og med bare lidt mere brune ben....;)




5 kommentarer:

  1. Hvor er den fin, mon ikke nok den kommer i brug her til sommer, når solen forhåbentligt skinner fra en skyfrihimmel og det hele bare er SKØNT! Modellen du har syet efter er godt nok også super lækker.
    Hilsen
    Karen

    SvarSlet
  2. Hvor er den skøn! Den har virkelig et flot fald i overdelen og fin boatneck. Den skal du nok blive glad for i sommervarmen :-) Jeg syede også en shortsdragt fra stof2000 mønsteret, og det var også en test i noget restestof. Syningerne blev ikke så fine, men den sad på mig det meste af sommeren.
    Jeg syede også elastik i istedet for bindebånd. I år må jeg prøve at lave en med et ammehul... ej, eller bare vente med at have buksedragt på et år endnu!

    SvarSlet