torsdag den 9. april 2015

En ny garderobe i 2015

Det har været undervejs virkelig længe... behovet for at få opdateret og udvidet min garderobe. Den er gammel og ret ynkelig. Efter en oprydning er den også meget lille. Det er der mange årsager til:

 - I en del år har jeg skiftet tøj på mit tidligere arbejde og derfor ikke haft det store tøj behov
 - Jeg gider ikke shoppe, hvilket både hænger sammen med, at jeg er usikker på hvad jeg gerne vil have, samt, at jeg er træt af, at det tøj jeg ender med at købe holder så dårligt.
 - Tøj indkøb har været nedprioriteret de sidste mange år, både pga ovenstående, og fordi istandsættelse af hus har slugt budgettet (ret vildt hvad en tur i byggemarkedet kan løbe op i...).

Nu, hvor jeg er hjemmegående, går jeg mest i jeans, sneakers og en bluse.
Og jeg er træt af at gå i det samme tøj hele tiden..

Derfor har jeg sat mig et mål for 2015: nemlig at få opdateret og udvidet min garderobe. Da finanserne ikke er ubegrænsede, og da jeg, som nævnt, er virkelig træt af at købe tøj som holder dårligt, og jeg er lidt usikker på min stil, har jeg brugt tid på at overveje hvordan jeg griber det an, og er kommet frem til tre fremgangsmåder:

 - Sy mere tøj til mig selv og købe økologisk stof, hvis muligt
 - Købe bæredygtigt tøj
 - Strikke til mig (og mine børn)

Da jeg startede på syskolen hos Line/Marapytta for knap et år siden, var min intention, at jeg skulle sy en masse tøj til mig selv. Jeg har fået syet lidt og ambitionen er at sy MEGET MERE i år. Både Lines mønstre og fra de japanske sybøger, som har mange gode mønstre.
Og måske skal jeg have fat i nye mønstre... Er endnu ikke helt afklaret med, om der er mønstre jeg reelt mangler, eller om det bare er den her oplevelse af, at "det næste mønster jeg forsøger mig med - det bliver perfekt"...
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at have gode basis mønstre, som passer mig og så kunne ændre på dem efter behov. Det med mønstre er ikke helt let synes jeg, så det kommer jeg helt sikkert tilbage til.

De to kjoler jeg har syet her og her, er vist første skridt på vejen.

Et andet sted jeg er blevet enormt inspireret af, er bloggen www.bedremode.nu. Johanne skriver engageret om bæredygtig mode og der er virkelig meget viden og inspiration til mærker og butikker, hvis bæredygtigt tøj har din interesse.

En tredje inspirationskilde er Instagram, hvor jeg bl.a. følger Project Handmade (link til bloggen). Der er enormt meget strik i det hjørne af Instagram hvor jeg er landet. Og så kom lysten til at lære at strikke. Jeg vil prøve at få strikket bluser og cardigans til både mig selv og børnene.

Jeg er vist ikke den eneste blogger som har "garderobe ambitioner", og jeg håber at vi kan inspirere hinanden :-) Skriv endelig en kommentar med dine tanker om mit garderobe mål i 2015.

15 kommentarer:

  1. Spændende indlæg. Processen mod den hjemmesyede garderobe er jo lige noget for mig, så jeg glæder mig til at følge med :) Har du overvejet også at købe genbrugstøj, som du evt. kan sy om? Det er et godt miljømæssigt alternativ til selv økologisk stof, da genbrugstøjet jo allerede "er i verden" og dermed ikke først skal produceres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jane, Tak for din kommentar :-) Ja, det har jeg faktisk overvejet og jeg kigger jævnligt fordi vores lokale genbrugsbutik.... men finder bare aldrig rigtig noget... For du har helt ret i at det er fornuftigt miljømæssigt :-) Der åbner snart en ny genbrugsbutik lokalt, så jeg må give det endnu et forsøg.
      Jeg har købt herreskjorter som er syet om til skjorter til min søn - det var et ret sjovt projekt. Faktisk har jeg tre stk liggende som skal forvandles her til foråret - og det er jo nu :-)
      Kh
      Mette

      Slet
    2. Selv tak :) Det er meget forskelligt fra butik til butik, om der er noget at komme efter. Jeg har tre lokale som er rigtig gode. Jeg håber at du lægger billeder af de omsyede skjorter på bloggen, det ville jeg gerne se :)

      Slet
    3. Jeg håber den nye genbrugsbutik bliver god :-)
      Her er link til en skjorte jeg syede sidste år: http://madebymadvig.blogspot.dk/2014/07/boys-month-2014-skjorte-ogsa-kendt-som.html

      Slet
  2. Sikke et skønt indlæg. Ih, altså! Jeg får lyst til at hoppe med på vognen. Jeg har selv så lidt tøj efterhånden, fordi to graviditets- og ammeforløb har sat sit præg på min påklædning, finanserne er små, tøj til børnene kommer i første række osv. osv.
    Jeg har også en plan om at strikke og sy til mig selv. Altså liiiige om lidt. Jeg skal bare lige alt muligt andet først. Eller ... måske skulle jeg snart prioritere anderledes? Bare nogle gange. Hm ... dit indlæg inspirerer mig. Jeg går lige i tænkeboks. :-) Tak for inspirationen, og held og lykke med garderobefornyelsen. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit svar Christina, dejligt at du bliver inspireret - det ville være sjovt at være flere :-) Men jeg tænker at sådan en proces går igang når man selv er klar - min har som skrevet været længe undervejs :-)
      Kh
      Mette

      Slet
  3. Det er tre rigtig gode skridt på vej til en mere tilfredsstillende garderobe. Men det tager jo lang tid.
    Min egen erfaring med mønstre er at de skal laves et par gange (inkl tilretninger) før de virker.
    Igen tak for de fine ord. Jeg håber du dokumenterer din rejse til inspiration for andre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Johanne :-) Ja, det kommer helt sikkert til at tage tid, men lige nu er garderoben i så dårlig forfatning at det kun kan gå fremad ;-)) Jeg har samme erfaring med mønstre, heldigvis har jeg hjælp fra Line på syskolen Marapytta. Syer du mon som en del af din uddannelse?
      Jeg lover at skrive om det her på bloggen :-)
      Kh
      Mette

      Slet
    2. Hej Mette
      Fedt at du har været på syskole. Jeps jeg syer en del ifbm uddannelse, specielt lige dette halveår hvor jeg har speciale i mønsterkonstruktion.

      Slet
  4. Det lyder rigtig spændende med dit projekt. En god inspirationskilde kan også være Colette Patterns "Wardrobearchitect"-serie. Den er god til at reflektere over farver, snit, behov etc. før du vælger.. Jeg går selv og tænker en del over mit tøj i øjeblikket og hvad jeg egentlig bruger af alt det jeg har og hvad jeg skal bruge min sparsomme sytid på at fremstille...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit svar Mette. Jeg har kigget ganske kort på Colette Patterns Wardrobe Architect serien og jeg tror den vil være til stor hjælp og inspiration. Noget af det jeg er lidt famlende overfor er jo netop ting som stil og snit, og derfor ender det med at blive lidt tilfældigt indimellem.... Så de sider kommer jeg med sikkerhed til at læse igennem :-)
      Håber at du også deler ud af dine tanker og erfaringer Mette :)
      Kh
      Mette

      Slet
  5. Arh hvor et fedt mål for garderoben i 2015. Og sikke en masse gode ideer og kriterier du har. Jeg glæder mig rigtig meget til at kigge med fra sidelinien og blive inspireret.
    Rigtig god weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Liv :-) Også rigtig god weekend til dig :)

      Slet
  6. Det lyder rigtig spændende! I stedet for at købe nye mønstre kunne du måske have glæde af et mønsterkonstruktionskursus hvor man får lavet nogle grundmønstre til f.eks. nederdel, kjole eller bukser. Så kan du jo selv udvikle og finde på derefter. Jeg glæder mig til at følge din nye garderobe og jeg må bare sige at jeg er så glad for de få ting jeg har fået lavet til mig selv-hver gang jeg tager det på tænker jeg. Yes, ingen kan lige gå ned at købe denne her, jeg har selv valgt farver og stof og er ikke bundet af moden på en given årstid. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve kræfter med redesign-der er jeg ikke kommet længere end at klippe et stykke af svigermors uldnederdel fra 80'erne :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Stine :-) Du har helt ret mht mønsterkonstruktionskursus, det ville være oplagt og er også i mine overvejelser :)
      Jeg har fået syet en del ting til mig selv, som ikke rigtig bliver brugt, og den trend skal vendes. Du er dygtig at have valgt rette mønster og stof :-))
      Kh
      Mette

      Slet