onsdag den 15. april 2015

Mere inspiration til ny garderobe 2015 - Wardrope Architect

Tak for Jeres interesse og kommentarer til mit første indlæg om at forny min garderobe i 2015. Dejligt at det er et emne som har interesse, jeg er selv meget opslugt af det lige nu.
Mette B nævnte i hendes kommentar at jeg måske kunne finde inspiration i Colette Patterns "Wardrope Architect". Det var et virkelig godt råd - tak Mette :-D

Wardrope Architect Challenge startede i 2014, hvor indehaveren af Colette Patterns, Sarai Mitnick skrev en række indlæg over 14 uger, som på struktureret vis gennemgår hvordan du kan rykke fra at være "builder" af enkelte stykker tøj, til at være "architect" på en hel garderobe. Målet er en garderobe som afspejler ens helt personlige stil og som "hænger sammen".

For mig er det oplagt at benytte mig af og jeg har læst gennem næsten alle indlæggene, som jeg synes giver mange gode tanker om stil, snit og farver. Der er små opgaver undervejs, da det jo er meningen at den enkelte selv skal definere sin egen stil og der bliver lagt vægt på, hvad man føler sig tilpas i - hvilket jeg rigtig godt kan lide.

Lige nu er jeg opslugt af en del - for mig - nye begreber og metoder til at arbejde med ny garderobe - og samtidig må jeg hele tiden huske mig selv på, at få tænkt og arbejdet tingene lidt grundigere igennem, før jeg går igang med at udføre. Så jeg forsøger at holde mig væk fra en af mine yndlings overspringshandlinger - nemlig at kigge på stof på internettet... :)

Jeg er dog sprunget lidt let hen over nogle af punkterne - fx. at lave et moodboard. Måske viser det sig at give bagslag senere hen, men jeg kan simpelthen ikke overskue det. Jeg har forsøgt at gå igang på Pinterest, og jeg bliver bombarderet med indtryk, og ender med at blive mere forvirret end godt er... Det er sikkert en god metode for nogle, men lige nu fungerer det ikke for mig. Måske senere hen, når jeg er lidt mere velbevandret i det her stil/garderobe/farver-ting :)

Efter de indledende øvelser om emnet identitet, har jeg derfor valgt at bruge den metode som Sarai beskriver i afsnit 9: The Capsule Wardrope.
1. vælg en til seks 'outfits' for sæsonen
2. vælg en farvepalette
3. Bryd dine 'outfits' og farver ned i en liste over tøjstykker
4. Beslut hvad du skal lave, hvad du skal købe og hvad du allerede har.

Jeg ved ikke lige hvordan Capsule Wardrope kan oversættes, men jeg opfatter det som kernen - hovedingredienserne - i ens garderobe.

Sarai henviser til en anden blog - Into Mind - som har en ret grundig gennemgang af begrebet capsule wardrope og som også gennemgår farvepaletter. Into Mind er også kommet på min blogliste :)

Arbejdet med farvepaletter tiltaler mig meget, og jeg tror det vil blive et godt redskab for mig - især når jeg lader mig forføre (og forvirre) af de mange stoffer.

Har du mon arbejdet med farvepaletter? Hvis ja, hvad er din erfaring?

Jeg håber at vise første udkast til en sommer farvepalette frem i morgen.

6 kommentarer:

  1. Jeg er glad fir at du kunne bruge colettes guide. Jeg vil glæde mig til at læse hvad du får ud af den. Mit problem er ikke for mange farver men måske snarere for meget neutralt. Derudover synes jeg også det kan være svært at finde stof i ordentlig kvalitet og i de farver der ellers er i modebilledet...

    SvarSlet
    Svar
    1. Din kommentar om Colettes Wardrope Architect faldt lige på rette sted og tid hos mig! :-D
      Jeg er enig med dig i at gode kvalitets stoffer er svære at finde. Jeg har blikket rettet mod engelske webshops i øjeblikket - men det tager tid....

      Slet
  2. Kære Mette.
    Det er så spændende, har selv været i gang med at rydde kraftigt op i min garderobe, og har virkelig fået tyndet ud og fundet ud af, hvad min stil og farver er. Jeg har haft glæde af bogen 'Fra OK til lækker' af Tini Qwild, den kan lånes på biblioteket, hun taler om, at man skal finde sin kerne og arbejde udfra den - det hjalp mig. Nyder at læse med.
    Kh.
    Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Karen :-) Lyder som en god proces du har været igennem, jeg vil kigge efter bogen på mit bibliotek. Kom endelig med de erfaringer du har :-)
      Kh
      Mette

      Slet
  3. Hvor er det spændende læsning, Mette. Det er da vist endnu en to-do der skal på min før-baby-barsels liste :-) Jeg glæder mig til at se hvilke farver du har valgt.
    Kh Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Line, dejligt at du bliver inspireret - du har sikkert en dejlig lang før-baby-barsels liste ;-)
      Kh
      Mette

      Slet