fredag den 29. maj 2015

Flere Klavs cardigans

Fik sat knapper i hele tre Klavs cardigans i går aftes hos Line - to til mig selv og en str 3 år, til Maja. Stoffet er økologisk sweat fra Nosh, som jeg har omtalt i det her indlæg.
Farverne er lys grå (med liberty stofknapper), mørk gul (med "guld" knapper) og blå (med blå blomstret stofknapper).

Jeg kan rigtig godt lide at have flere af samme stykke tøj, når det er noget jeg trives i.
Har du det mon ligesådan?

Vi håber på godt vejr i weekenden hvor vi skal male brædder til udhænget på vores nye tag :)






lørdag den 23. maj 2015

Bæredygtigt indkøb - Veja sneakers

For et par måneder siden, havde jeg en lørdag i København, hvor jeg brugte et par timer hos RiverandRaven. Hvis du interesserer dig for bæredygtigt tøj, så er både webshop og den fysiske butik bestemt et besøg værd.

Jeg havde forberedt mig via webshoppen og vidste at jeg skulle prøve jeans og Veja sneakers og endte med at købe begge dele for fødselsdagspenge. Besøget hos RiverandRaven var en fin shoppeoplevelse med en god stemning, tid til at snakke bæredygtighed, forskellige mærker og masser af tid til at prøve tøj.


Mine Veja sneakers har jeg brugt næsten dagligt lige siden og er blevet rigtig glad for dem. De er virkelig gode at gå i - jeg går som regel en tur på 1-2 timer dagligt - de er pæne, og så har de en god historie i sig:


  • Der er brugt økologisk bomuld til canvas delen af skoen, som kommer fra små ko-operativer i Brasilien, som betales en fair pris for deres bomuld.   
  • Der er brugt naturligt gummi fra vildtvoksende gummi træer i den brasilianske jungle. Brugen af naturligt gummi gør, at værdien af regnskoven stiger og det hjælper til at reducere fældning af skoven. Der betales en fair pris til gummi tapperne.
  • Der er brugt vegetabilsk garvet læder
  • Veja sneakers produceres på fabrikker i Brasilien med gode arbejds- og leveforhold, hvor fagforeninger er effektivt repræsenteret. 
  • Veja sneakers sejles til Frankrig hvor logistikken håndteres af en fransk organisation - Ateliers Sans Frontiéres - som arbejder med at få mennekser som er socialt udstødte, tilbage på arbejdsmarkedet.


Informationen har jeg fra en lille folder som følger med skoene. På Vejas hjemmeside er hvert trin i forsyningskæden detaljeret beskrevet (kig under Project), med priser på råvarer, hvor mange familier leverer for eksempel bomulden, samarbejde med lokale organisationer, osv.

Sjældent har jeg læst så detaljeret om forsyningskæden på et produkt. Spændende, og bemærkelsesværdigt, at det økologiske og sociale aspekt går igen, hele vejen igennem forsyningskæden hos Veja. Det giver mig en rigtig god fornemmelse, at vide at mennesker i Brasilien og Frankrig får en leveværdig løn i arbejdet med at producere og transportere mine sko og at miljøet ikke lider skade.

Jeg har i dag et gæsteblog indlæg på Johannes blog www.bedremode.nu, hvor jeg fortæller lidt om baggrunden for hvorfor jeg er blevet interesseret i bæredygtigt tøj og hvad nogle af mine første erfaringer er. Du kan læse indlægget her.


mandag den 18. maj 2015

Strikkerier


Taadaaaaa - min allerførste strikkede bluse nogensinde!

På en eller anden måde havde jeg fået indtryk af, at det tager omtrent et halvt år at strikke en bluse - hvorfra jeg har det, ved jeg ikke helt. Men jeg tænkte at det måtte være helt vildt omfattende, hvilket er lidt spøjst, når jeg har hæklet flere store tæpper...
Nå, men dejlig var overraskelsen da jeg fik strikket en bluse i str 8 år på lidt over en måned. At det så har taget længere tid at få rettet en for stram hals og hæftet alle enderne, - det er nu glemt, for den er færdig :-)

Garnet er Rasmillas Yndlingsgarn, der er strikket med dobbelt tråd og på pind 4 (tror jeg nok, har allerede glemt det igen). Opskriften er en norsk opskrift min mor havde og hun har hjulpet mig med - udfra en strikkeprøve - at regne størrelse og antal startmasker ud. Det er gået uden problemer, indtil jeg var næsten færdig med halsen. Den så pludselig meget stor ud, og jeg tog - lidt i panik - en masse ind. Det bliver ikke pænt, så det gør jeg ikke en anden gang. Halsen blev alt for stram og kunne ikke komme af hovedet - ret upraktisk, for den var kommet på... Jeg måtte trævle op og strikkede de sidste runder meget løst og lukkede af meget løst. Det hjalp. Jeg har foldet halsribben udad og syet fast - måske den skulle have været indad... Men det er i småtingsafdelingen.

Nicolai har selv valgt rækkefølgen af farverne og han er glad for den. Rasmillas Yndlingsgarn er en blanding af uld og bomuld og blusen er tiltænkt efteråret - men sådan som vejret er i øjeblikket kan den sikkert også bruges nu. Garnet havde jeg liggende - det var oprindeligt tiltænkt et tæppeprojekt som aldrig rigtig kom igang. Nu er det heldigvis brugt på en god måde, og der er rigeligt garn til en hue og måske halstørklæde til efteråret.

Jeg har lånt "Politikens Strikke- og Hæklebog" af Vivian Høxbro på biblioteket og der har jeg læst mig til metoder som indtagning og udtagninger - det har fungeret fint. Og jeg har benyttet mig at åben telefonlinie til strikkehjælp hos min mor - virkelig tiltrængt i flere situationer :-)


Vi fik nået at tage en serie billeder i haven inden regnen for alvor kom








Opløftet af denne første succes, har jeg købt ind til 3 andre strikkeprojekter:

For fødselsdagspenge har jeg købt ind til en marineblå "Yndlingscardigan" fra Tusindfryd. Den skal først i brug til efteråret, så den har ikke højeste prioritet lige nu. Den er en del af mit Ny garderobe i 2015 projekt. Den strikkes på pind 5 og Lama ulden er dejlig tyk, så det går ret hurtigt derudaf.


Til Maja er jeg igang med en Bella cardigan i mellemgrå meleret Blomsterfrø. Den har drillet mig lidt - både fordi jeg synes det er svært at strikke i bomuld - der er uld langt mere 'tilgivende' synes jeg - og fordi jeg 2 gange fik startet med at strikke diagrammet fra den forkerte ende. Tredje gang faldt tiøren.... hold da op, hvor kan man nogle gange stirre sig blind..


Jeg tror desværre den bliver en størrelse 4 år og ikke en størrelse 3 år, som tiltænkt - så den kan bruges næste sommer. Desværre faldt min motivation, da jeg opdagede det, og eftersom min mor gerne ville strikke en sommer cardigan til Maja, ligger den grå Bella lige nu i kurven og venter... Sådan kan det gå. Jeg skal nok blive færdig med den, men jeg fandt et langt sjovere projekt:

Mit tredje strikkeprojekt er en "Langeland" cardigan til mig selv, fra Tusindfryd. Jeg synes den er noget så fin med hulmønstret, og den har indtil nu vist sig at være udemærket til en nybegynder strikker som mig. Men jeg er altså heller ikke nået til at strikke ærmerne på kroppen endnu...

 

fredag den 15. maj 2015

Økologisk Sweat stof

I min søgen efter økologiske stoffer og bedre kvalitet, har jeg fundet finske Nosh.
De har kun økologiske stoffer og jeg synes at de stoffer jeg har afprøvet er af virkelig god kvalitet.

Den blå Klavs cardigan jeg viste frem her er syet i Cotton Elastane Sweatshirting, i farven dark denim. Cotton Elastane Sweatshirting er 95% certificeret økologisk bomuld og 5% Elastane. Den er som en let/medium isoli med små løkker på bagsiden.
Min blå Klavs cardigan er efterhånden vasket 5-6 gange og er stadig som ny og virkelig pæn. Den ser lidt mørkere ud på hjemmesiden end i virkeligheden.

Desværre synes jeg ofte at selv ganske få ture i vaskemaskinen kan få meget stof til at se kedeligt ud - og det er altså for ærgerligt at bruge penge på det, og derefter tid på at klippe og sy, for så at ende med et halvkedeligt udseende stykke beklædning.
Jeg ved ikke om det er mine vaskeegenskaber som den er gal med - jeg vasker som regel på 30 eller 40 grader og med Neutral Storvask. Det burde jo være ok synes jeg. Nogen gode råd?

Tilbage til sweat: efter de første gode erfaringer, blev jeg nødt til at bestille mere. Det blev til en petroleum og en ensfarvet og stribet navy blå. Planen er et par Klavs cardigans mere og en nederdel. Lige nu har jeg travlt med andre ting, selvom det kribler i fingrene for at sætte saksen i stofferne - så må jeg bare glæde mig til det sker :-)

Nosh har en forsendelsesomkostning på bare 5 euro - altså lige omkring 40 kr. Leveringen har jeg oplevet har taget alt mellem 2 dage og 1 uge.




Har du erfaringer med stof køb af god kvalitet du har lyst til at dele?

Måske jeg lige skal nævne at selvom jeg indimellem skriver pænt om virksomheders produkter, så er det ikke sponserede indlæg. Alt hvad jeg skriver er et udtryk for egne erfaringer, holdninger og begejstring.

fredag den 8. maj 2015

Sy liste - sommerens nye tøj

Jeg er i gang med at lave lister - mest i mit hoved - så jeg tænkte at få det skrevet ned her på bloggen. Indimellem bliver de der lister som kun er mentale, lidt flyvske :)

I sidste indlæg viste jeg farverne frem, og selvom jeg ikke er 100% sikker på at de alle er helt rigtige, så hjælper det mig meget når jeg surfer rundt efter stof. Jeg bruger ikke så meget tid på at kigge på de meget farverige og storblomstrede stoffer (og forsøge at finde ud af hvad jeg mon kunne sy af det smukke stof), men holder mig til de farveskalaer jeg har udvalgt. Der kommer stadig til at være blomster og farver, men jeg kan mærke at øvelsen med at vælge farver ud, har været god i forhold til, ikke at blive fristet til at købe det øjet lige forelsker sig i.

Det er en udfordring at finde stof af god kvalitet, synes jeg. Og endnu sværere når det ofte købes via nettet. En af de kommende dage skriver jeg et indlæg om noget stof jeg har afprøvet og er ret begejstret for.

For et par uger siden var jeg på fredagsfix hos Line/marapytta, det var som altid en hyggelig og lærerig dag. Jeg havde lidt travlt da jeg havde to ting jeg ville sy: Et par limonade bukser i Liberty stof og en Klavs cardigan.
I går aftes fik vi taget et par uskarpe billeder i haven.



Bukserne er Limonade bukser str 38 og første gang jeg syer i Liberty til mig selv. Pasformen er god, synes jeg, og de er behagelige at have på. Jeg tror de bliver en sommer favorit. Jeg har ikke været Liberty fan, men er efterhånden ved at bløde lidt op, inspireret af de mange Liberty stoffer jeg ser hos Marapytta. Og så er Liberty bare god kvalitet, hvilket bliver mere og mere vigtigt for mig. Jeg må dog indrømme at jeg stadig bliver lidt overrasket når jeg går forbi spejlet i de her busker, for de er ret småblomsterede... :)
Stof er købt til endnu et par busker, som bare venter på, at jeg får tid.

Klavs cardiganen havde jeg syet en model af for noget tid siden på syskolen. Den er ikke vist frem på bloggen (den er i hvid isoli og derfor sjældent ren :). Første model forlængede jeg med 4 cm i kropslængden, denne gang nøjedes jeg med 2 cm, hvilket fungerer godt. Begge er str M/L.
Undervejs skal der stryges strygelærred på forstykkerne, hvor knapperne sidder. Da jeg strøg det på, undrede jeg mig et enkelt sekund over, at det ene strygestof var ca 1 cm for kort - eller, som det viste sig, havde jeg fået strukket lidt i stoffet før strygestoffet blev lagt på og strøget fast. Resultatet var at jeg stod med en færdig cardigan som kun manglede knapper - men den ene side var 1-2 cm længere end den anden. Det er altså ret tydeligt når knapperne sættes i... Så hurtig redningsaktion med opsprætter og en saks, og det endte med at forstykkerne var lige lange og knapperne kom i.

Må huske mig selv på, at når det der ene sekunds undren opstår - så skal jeg bruge et par minutter på at tænke mig om, i stedet for at haste videre og tænke, ja-ja, det går jo nok.

Jeg er blevet så glad for Klavs cardiganen, at jeg gerne vil have flere. Jeg har, hvis det har været muligt, altid købt flere i antal og/eller farve, hvis der var et stykke tøj jeg blev glad for. Derfor kommer der flere Klavs cardigans til verden inden længe.

Sy listen er lige nu:
1 par limonade bukser (stof er købt)
3 Klavs cardigans (i gang)
2 kjoler (afventer)
2 par shorts (afventer)
1-2 shortsdragter (har stof på lageret)
1 strikket cardigan (er på pindene)

Derudover ville jeg gerne finde et godt mønster til en skjortebluse/top i fast bomuld. Jeg er i gang med en test, som lige nu ligger i bunken, til fordel for andre sy projekter. Hvis du har god erfaring med et godt skjortebluse mønster, så må du meget gerne skrive en kommentar.