lørdag den 20. juni 2015

Økologisk mad, madspild og kompost

Vi har fået 4 høns i baghaven. Det er både sjovt og hyggeligt. Og så spiser de madrester. Men de er også lidt kræsne :-) Det her indlæg kommer ikke til at handle så meget om hønsene, men om mad og madrester.

Økologisk mad
For et års tid siden besluttede vi udelukkende at købe økologisk mad. Vi har i mange år købt en del økologisk, og efterhånden som udbuddet er større i fødevareforretningerne, er det blevet lettere. Det som blev udløseren til at tage den endelige beslutning, var, at jeg blev træt af altid at føle at jeg skulle tage stilling: vælge den lidt dyrere økologiske vare eller den lidt billigere konventionelt dyrkede vare...? Jeg var jo ikke i tvivl om hvad jeg helst ville have - både fordi jeg helst vil spise økologisk mad, og fordi jeg gerne vil støtte økologisk fødevareproduktion. Så det blev dette lille irritationsmoment som udløste vores "omstilling" :-) Vi nyder alle de gode råvarer og spiser meget lidt færdigmad/købemad.

I starten var jeg lidt bekymret for om mad budgettet ville sprænges, men det er gået rigtig fint. Vi spiser lidt mindre kød - til gengæld smager det vi spiser virkelig godt! Vi har været opmærksomme på at undgå at smide mad ud, og det hjælper uden tvivl også.
Vi har tidligere været ret gode til at lave madplan og indkøbslister for en uge ad gangen. Det har vi ikke været så gode til det seneste års tid, men har i stedet fundet en tilgang som fungerer godt for os. Den ser sådan her ud:

  • Ca. 2 gange om ugen laver vi dobbelt ret, som betyder at vi den efterfølgende dag, kun skal varme maden op. Det betyder at vi bruger mindre tid på madlavning - jeg kan godt lide at lave mad, og børnene er ofte med i køkkenet, - men jeg elsker det ikke hver dag. De dage hvor vi bare stiller et fad i ovnen og så er der mad 20 minutter senere - de er gode. 
  • Ca 1-2 gang om ugen "rydder" vi køleskabet - det bliver ofte til en omelet, og den kan indeholde det meste ;-)
  • Vi har som regel en dag med rugbrødsmadder.
  • Og så laver vi selvfølgelig også mad som bare er til en enkelt dag. 


Det ender som regel med at gå op og vi får ryddet ud i køleskabet i løbet af ugen.

Madspild
Vores fokus på madspild kom egentlig ret naturligt efter at vi begyndte at købe økologisk: den gode - og dyre - mad skulle i hvert fald ikke smides i skraldespanden. Uden at have specifikke tal på det, ved jeg at det betyder en del for pengepungen, at vi flere dage om ugen spiser rester fra andre dage.

Så langt så godt...
Selvom jeg gik og synes at vi var ret gode til at undgå madspild, blev jeg alligevel opmærksom på, at noget smider vi jo ud. Jeg overvejede at begynde at veje det - inspireret af tallene som bliver omtalt i medierne af, hvor meget mad hver dansker årligt smider ud, for på den måde at blive endnu mere bevidst om mad spild.

Men så valgte jeg en anden tilgang, som vi allerede var lidt igang med: høns og kompost

Kompost
Sidste år havde vores kommune en periode hvor borgerne kunne få tilskud til køb af en kompost - det benyttede vi os af. Og så har vi haft en grøn kompostbeholder stående lige siden - uden at bruge den.... Ja, det er jo tosset, men vi kom bare ikke rigtig igang... Jeg lånte en (tyk) bog på biblioteket om kompost, læste lidt om det i diverse brevkasser på nettet - og det lød svært og kompliceret. Jeg fik aldrig læst kompost-bogen... for der lød det endnu mere besværligt.

Nogle gange skal man jo bare se at komme igang - og siden jeg fandt denne opfordring og lette forklaring, har vi smidt mad affald i komposten hver eneste dag + haveaffald enkelte gange. Der er masser af krible-krable dyr og liv i kompostbeholderen, og det tænker jeg er et godt tegn. Og så bliver det sjovt den dag vi kan bruge kompostmuld som gødning i køkkenhaven.

Høns
Hønse projektet havde vi talt om siden sidste sommer, hvor vi købte et lille samle-hønsehus. Vi kunne dog hurtigt se at vi ikke ville have høns i det lille bur, de skulle have mere plads. Så der skulle bygges en udegård - og det gik vi igang med i påsken. For en måneds tid siden blev det færdigt og 4 høns hentet hos den lokale "hønse-pusher" ;)



Nu har vi to skåle stående - en til høns og en til kompost. Vi justerer lidt til undervejs, efterhånden som vi erfarer hvad hønsene kan lide - og hvad de ikke gider. Så ryger det i komposten.

Det viser sig at hønsene er lidt kræsne på nogle områder (rød peber...ufff!), men at de for eksempel ELSKER resterne af havregryn og mælk fra morgenbordet. Og der er rester hver eneste dag - rester som jeg tidligere, når det røg i affaldsspanden, tænkte at det var ærgerligt, men jeg vidste ikke rigtig hvor jeg ellers skulle bruge smattede havregryn. Det ved jeg nu, og får tilmed friske æg.

Det er sjovt at have sådan et lille system kørende. Og begge skåle bliver fyldt op hver eneste dag - affald som tidligere kom i skraldespanden. Det er muligvis lidt besynderligt, men jeg er fascineret af hvor meget affald vi nu genbruger.

Hvis du har hængt på indtil nu, så siger jeg tak for opmærksomheden :) Kom endelig med en kommentar :-)






torsdag den 11. juni 2015

Til en lille pige

Den dreng som fik det her tæppe, skal være storebror til en lille pige inden længe. Og da hans mor spurgte om jeg ville sy et pigetæppe og en elefant, sagde jeg straks ja. Det er en sjov opgave, og vi fandt frem til de valgte stoffer i fællesskab. Af restestoffet syede jeg et sæt risposer (som sendes med posten uden ris) og et par bloomers.






Under en oprydning fandt jeg dette frem: en hvid cardigan og hue som min mor strikkede til Nicolai og som Maja også har brugt. Og et sæt strikkede pige strømper. Det hele er stadig pænt og nu bliver det brugt til endnu en lille pige. Der er minder forbundet med sættet, og jeg overvejede lidt om jeg var klar til at give det videre. Egentlig havde jeg tænkt at det skulle gemmes til mine børn engang selv får børn - men jeg kom frem til, at jeg synes det skal i brug nu, og helst indtil det er slidt op. Når jeg engang bliver bedstemor, sidder jeg helt sikkert klar med strikkepindene og vil glæde mig over selv at strikke til de små :-)


En lilla dragt i Kaffe Fasset stof, efter et mønster fra et Ottobre blad. Jeg tror faktisk aldrig Maja har haft dragten på - både fordi det var meget varmt den sommer hun blev født, og da vi nåede til at jeg synes hun var parat til at komme i den, var den blevet for lille. Sådan er det jo med meget babytøj. Nu får den en ny chance for at komme i brug.

Afsted med posten :-) :


 

mandag den 8. juni 2015

Genbrugstøj

Så fandt jeg endelig noget genbrugstøj...
Jeg har længe kigget i vores lokale genbrugsbutik og havde efterhånden opgivet, fordi jeg bare ALDRIG fandt noget, jeg synes var interessant - eller som havde potentialet til at blive interessant.

Heldigvis findes der bloggere som projecthandmade, som husker mig på fordelene ved genbrugstøj og som kan få mig til at tænke: det skal have et forsøg mere.... :-)

Og da der åbnede en ret stor genbrugsbutik på vores lokale butikstorv for en uge siden, var jeg inde og kigge dagen efter. Uden de store forventninger, men jeg var heldig og kom hjem med to styk tøj. I lørdags var jeg så i en nærliggende by, hvor jeg brugte 7 minutter i en genbrugsbutik, og fandt endnu en kjole og en jakke.


En "læder" jakke fra Only til 110 kr
En blå skjortebluse i blød bomuld med små hjerter, til 35 kr, fra Soaked in Luxary
En silkekjole til bare 75 kr fra Rützou (der var jeg heldig!)
En hørkjole til 85 kr
4 stykker tøj til den fine sum af 305 kr - og så befinder det sig endda indenfor den farveskala jeg definerede her (nok mest held... :).


Skjorteblusen er str XS, hvilket normalt ikke er min størrelse (!) - men den passer, dog kan jeg ikke knappe de 3/4 lange ærmer (mine fede arme..) Derfor bliver den nok forvandlet til en kort ærmet skjortebluse, inden længe.

Til hørkjolen skal jeg på udkig efter nogle andre knapper - udfordringen bliver nok at de skal være ret store. Jeg tænker at det bliver stofknapper eller træknapper..

Når jeg ovenfor skriver "læder", så er det fordi at det selvfølgelig ikke er ægte læder, og det vidste jeg jo godt et eller andet sted i baghovedet, men men..... Jakken er et impulskøb - jeg havde 4 minutter før parkeringen udløb, så det gik lidt stærkt (og jeg har længe gerne villet have en læder jakke - det blev så en "læder" jakke...). Jakken er lavet af PU og jeg skal have dykket ned i hvad det præcis er - en hurtig søgning antyder at det er et biprodukt af læder tilført polyurethane - hvad det så end er.

Hvis jeg beslutter ikke at beholde den, afleverer jeg den i genbrugsbutikken, som får lov endnu engang at tjene penge til et godt formål. Det har jeg det helt fint med.

Der er meget at lære når man begynder at interessere sig for hvor produkterne kommer fra og hvad de består af :)




torsdag den 4. juni 2015

Et par bukser bliver til

Jeg har syet mange bukser til Maja og er ret glad for Elsebeth Gynthers ret enkle bukse mønster. Indimellem må der dog ske noget nyt, så denne gang har jeg rettet mønstret til så der er lommer, med en flæsekant og linning.

Mønstret er str 3 år, og jeg er startet med det helt enkle mønster, og har tegnet en streg som er side sømmen.


Lommerne har jeg tegnet ved at ligge forbuksen på mønsterpapiret og tegnet hjørnet af, sådan at det passer, og så har jeg tegnet lommerne med hjælp af lineal og fri hånd. Derefter laver jeg lommebuen på mønstrets forbuks.


Linningen er lavet ved at jeg har klippet 7 cm af mønstret øverst og derefter tegnet en ny linning på 7 cm i højden og den bredde jeg har målt mig frem til at forstykke og bagstykke har, x 2. Jeg var vist ikke helt præcis for det passede ikke, så næste gang jeg laver den øvelse, tror jeg bare at jeg laver en linning  med lidt ekstra længde, sådan at jeg kan passe den helt til når den bliver syet på. Og så kan jeg rette mønster linningen til efter stoffet - sikkert ikke den korrekte rækkefølge, but if it works..:-) 

Mønsterdelene er her:


Bukserne er syet med flæser - og flæser kan sikkert laves på rigtig mange måder. Det er ikke noget jeg har den store erfaring med, så jeg har egentlig bare gjort hvad jeg lige synes virkede. 
Jeg har målt lommebuen, som var 15 cm og så har jeg klippet fire stykker stof som er 19 cm bredde og 4,5 cm i højden. 

Her er stof delene til en lomme: 


Jeg er startet med at sy det to flæse dele sammen, ret mod ret. Derefter har jeg syet en stikning 1-2 mm inde, for at holde sømmen på plads. Den stikning har jeg valgt skal vende indad, sådan at jeg ikke har nogen stikninger på den del af flæsen som vender ud og kan ses. Det er en smagssag :)


Så skal flæsen rynkes, ved at indstille maskinen til højeste stinglængde (på min maskine er det 4.5) og sy to stikninger ca 3 mm og 8 mm inde. Lad trådene i enderne være lidt lange, så er det lettere at hive i dem. Flæsen rynkes, så den passer i længden til lommebuen. Jeg har lagt flæsens vrang mod forbuksens ret og syet fast 1 cm inde. Derefter fjernes flæsetrådene.




Nu placerer jeg lommeposen ret mod forbuksens ret, og med flæsen imellem. Syer fast fra bagsiden og nøjagtig i den stikning som satte flæsen fast. Derefter klipper jeg hakker med ca 1 cm's mellemrum.



Jeg valgte at lave en stikning på indersiden af lommeposen, for at holde sømmen på plads.  Det har måske ikke den helt store betydning, men jeg synes det holder lommebuens kant pænt "skarp" og på plads. 
Resultatet er, fra forsiden, en lommebue med flæse og uden stikninger, og fra bagsiden en lommebue med en stikning på indersiden af lommen (øv, det er lidt svært at se på det små blomsterede stof, håber det går?). 





Nu skal den store lommepose syes på, og jeg har valgt at gøre det med franske sømme. Igen ikke noget jeg har prøvet så ofte, og det er jo ikke noget som ses - det er bare så pænt :-)
Jeg fik ikke taget billeder undervejs, men har et slutbillede længere nede. 

Derefter er det bare lige ud af landevejen: 
  • Midtersømme for og bag syes og overlockes, derefter en stikning fra forsiden, for at forstærke midtersømmen.
  • Siddesømme og benbuen syes og overlockes
  • Ved anklerne ligger jeg 2 x 1 cm op og har brugt en smal elastik som er 22 cm lang
  • Linningen laver jeg ved først at sy den ene side af linningen fast hele vejen rundt, stryge 1 cm ombuk og lave en stikning 2 mm inde hele vejen rundt. Elastikken rundt om maven er 52 cm lang, og den er lidt løs.. men hellere det end for stram. 
Indevendigt ser bukserne således ud - uden for mange sømme som kan irritere - og det er vigtigt med et meget sansesart barn :-)




Og udvendigt sådan (ja jeg ved det, små blomstret stof er nok ikke det bedste til at se detaljerne på billeder...):


Bukserne er ret lavtaljede (hvis man overhovedet kan tale om det hos et tre årigt barn), og sammen med den lidt løse elastik i taljen, bevirker at vi indimellem lige må hive op i bukserne for at holde dem på plads. Det er ikke noget som irriterer Maja, så det er nok mest for syns skyld. Tror dog at jeg  næste gang forlænger buksens øverste kant lidt.

En rest af stoffet blev brugt til at lave knapper til den Klavs cardigan i str 3 år, som jeg har syet til Maja.