søndag den 26. juli 2015

Mia Maia handmade

I løbet af foråret har jeg arbejdet med at starte en lille hobbyvirksomhed op, med navnet Mia Maia handmade.

Jeg elsker at sy og har flere ideer og lidt mere sykapacitet, end jeg selv og mine børn har brug for. Og derfor har jeg valgt at starte en webshop på www.etsy.com

Jeg blev overordentlig glad da Anna Svenning tilkendegav at vi kunne lave en licens aftale, hvor jeg må benytte mig af hendes LaRaLiL mønstre. Jeg synes Anna laver nogle skønne mønstre med LIVA, LUNA og LARA kjolerne. Der er plads til bevægelse og leg for børnene i de behagelige jersey kjoler, og der er plads til farveleg for den kreative hjerne.


Jeg vidste, at jeg ville forsøge kun at bruge økologiske stoffer - det er i første omgang også blevet til OEKO-TEX stoffer, som for mig er det næst-bedste valg. Jeg har forsøgt at holde mig til miljørigtige og økologiske valg hele vejen igennem. Det skriver jeg mere om en anden dag.

Jeg er så heldig, at der i vores omgangskreds, er en pige som ELSKER kjoler og hun ville gerne prøve at være model. Det klarede hun virkelig flot, og min veninde Pia tog de fantastiske billeder (hvilket ikke er min stærke side...).

Nu er de første kjoler klar på Etsy og jeg er spændt på, om der mon findes kunder til kjolerne. Etsy er et stort sted, så jeg skal selvfølgelig have gjort opmærksom på MiaMaia handmade.

Du kan klikke ind på webshoppen via link i øverste højre hjørne af bloggen.







fredag den 24. juli 2015

Sommertøj

Jeg har stadig en del retro sengetøj i mit stof lager og det fungerer rigtig fint til sommer bukser til Maja. Jeg har fået syet 3-4 par bukser de seneste måneder, efter dette mønster.





Min mor har været så sød at strikke en bomuldscardigan, som tilfældigvis passer rigtig fint sammen med et par af bukserne. Her en lille billedserie fra haven i formiddags







Jeg har også syet en sommerhat, efter Elsebeth Gynthers mønster: Hjelm med øreklapper. 

Måske ikke en typisk sommerhat (hvor er sommeren også henne...?) - men for Maja er denne type hat rigtig god, både når det blæser, men også når hun bare har behov for at kunne afskærme lidt for omverdenen. 

Jeg har taget lidt af mønstret både i nakken og på klapperne, så de er knap så store, som det originale mønster. 

Stof og foer passer til Asger jakken, jeg har syet hos Marapytta.



onsdag den 22. juli 2015

En Amy Butler taske

Jeg har haft klippet stof liggende længe... alt for længe.
Tasken er en fødselsdagsgave til min mor - som har fødselsdag i oktober - ups, - så det var på tide at få den syet og afleveret.

Det er Amy Butler mønster og stof (købt her).

Billederne er taget lige før regnen kom, og det kan næsten fornemmes at der hænger dunkle skyer, synes jeg :-)



tirsdag den 21. juli 2015

Japansk kjole

Sidste torsdag før ferien, på syskolen, syede jeg en kjole efter en af Lines japanske sybøger. Den er helt enkel, med et læg foran og stoffet er samme kvalitet som Dahlia kjolen (begge er fra Atelier Brunette).

Den passede i første forsøg og det var virkelig rart for selvtilliden (efter trængslerne med min forrige kjole). Eneste ændring er, at jeg med Lines hjælp tilføjede lommer.







mandag den 20. juli 2015

Dahlia kjolen

Længe har jeg kigget langt efter Dahlia mønstret fra Colette Patterns og da jeg var på fredagsfix midt i juni, var det tid til at sy den. Jeg er rigtig glad for den grå kjole jeg syede tidligere på året, som også har et midterstykke ved livet, så jeg tænkte at den smukke Dahlia ville blive et hit for mig. Jeg blev klogere...

Jeg havde forberedt mig forinden ved at:
 - tage mine mål og da jeg tegnede mønstret op, rette til ift mine mål. Jeg er vist langt fra standard mål, som billedet viser er jeg en str 8 ved brystet, en størrelse 12 ved taljen og en str 8 ved hoften. Dertil kommer at jeg er ret bred over skuldrene.. Ingen model krop her...


 - fandt noget gammelt sengebetræk frem og syede kjolen for at tjekke af mønstret passede mig. Det så fint nok ud, dog skulle der 0,7 mm af i siderne og ærmerne være lidt kortere.

Jeg rettede til, klippede stoffet og syede kjolen på fredagsfix, som altid en hyggelig og lærerig dag. Men da jeg prøvede kjolen på til sidst, var der nogle lidt mærkelige folder foran ved brystet og ud mod armhulen, hvor der er lavet rynker. Lines bud var at samle rynkerne mere på midten, selvom det ville give en lidt mere v-udskæring end den runde, som mønstret har. På det tidspunkt var dagen gået, og kjolen kom med hjem, hvor den hang på bøjle i en uges tid, mens jeg overvejede fremgangsmåden.

Jeg endte med at lave ændringer flere steder:

  • Jeg er ret bred over skuldrene, og da kjolen er syet med 1,5 cm sømsum, ændrede jeg sømrum til 1 cm på raglan sømmen på skuldrene/ryggen. Det hjalp lidt på bevægefriheden :)
  • Jeg samlede rynkerne i midten af halsudskæringen, og selvom det er blevet bedre, er der stadig mærkelige folder...
  • Hen over venstre skulker sad kjolen lidt løst, så kantbåndet blev også sprættet op der og strammet lidt op. Det hjalp
  • Mønstret har oprindeligt rynker både over og under midterstykket ved taljen. For at få nogle af alle rynkerne/folderne væk, endte jeg med at sy fire indsnit ovenover midterstykket - uden at måle, bare ved at prøve kjolen på og sætte en enkelt nål i. Det er sikkert slet ikke sådan indsnit skal sidde eller laves.... men jeg blev bare nødt til at forsøge et eller andet..


  • Jeg endte med at tage mere af siderne fra taljen og ned, hvilket betød at lynlåsen skulles tages ud og sættes i igen...
  • Ærmelængden var for lang til min smag, så der har jeg taget ca 8 cm af, og rynket lidt på ydersiden, så ærmet får ganske lidt "puf"

Samlet set sprættede jeg stort set hele kjolen op og syede den igen... suk.. Her er resultatet (jeg fik ikke taget billeder før jeg lavede ændringerne)






Desværre er jeg stadig ikke tilfreds med kjolen. Hvilket er ærgerligt for jeg kan virkelig godt lide stoffet. Den sidder stadig mærkeligt med folder foran synes jeg. Lige nu overvejer jeg om jeg skal gøre et sidste forsøg med at ændre rynkerne ved halsudskæringen. Eller måske bare skære overdelen af og lave den om til en nederdel. Kom gerne med et bud :)

Hvad har jeg lært af processen:

  • Selvom det ikke umiddelbart var den store succes, synes jeg stadig det er fornuftigt at sy et nyt mønster op i noget gammelt stof, især hvis mønstret er i fast stof og det er svært at måle sig frem til om det passer (og hvis man langt fra har en krop som passer de gængse mål) for det giver en god indikation af om det passer nogenlunde. 
  •  Stoffets tykkelse/tyndhed har stor betydning. I det her tilfælde er kjolestoffet ret tyndt og det betyder flere folder... og jeg endte med at tage mere ind i siderne end de oprindelige 0,7 mm
  • Selvom det irriterede mig virkelig meget, at den ikke passede perfekt (som det billede jeg havde inde i mit hoved ;) så kan en opsprætter og en god portion tålmodighed, gøre et skidt resultat, ret meget bedre. Jeg har lært meget det seneste år på syskolen, og er også blevet mere modig ift at prøve nye og sværere mønstre (men stadig helst med dygtige Line på sidelinien). Så tålmodighed og læring må gå hånd-i-hånd :-)


Jeg har kigget på andre bloggeres udgaver af Dahlia og kan se at enkelte andre, som har lidt samme kropsbygning som mig, også har haft svært ved mønstret. Der er også rigtig mange virkelig fine Dahlia'er derude, så du må ikke lade dig afskrække af mit forsøg.

I morgen viser jeg en kjole frem som lykkedes i første forsøg - hurra for at de også findes :-))

torsdag den 9. juli 2015

Sikke en fest

Vores dejlige pige bliver 3 år i dag :-)

For 5 uger siden skete det fantastiske: hun begyndte at gå selv. Og sikke en FEST det er! 
Hun stor-trives med det. Vi går en lang tur med klapvognen hver dag, det meste af tiden går hun selv: trallende, nynnende, finder en sten, en pind, en grankogle, snuser til blomster, kigger på ænder, leger på legepladsen. 





De af Jer som har læst med noget tid, ved lidt om at Majas første år ikke har været lutter lagkage - siden august sidste år har vi skruet helt ned for blusset: kun været hjemme og små ture til det lokale bibliotek, kun besøg af bedsteforældre, masser af fokus på at læse hvornår hun har behov for pauser, og masser af pauser. Vi har lært tegn-til-tale, og i januar begyndte Maja selv med de første tegn - i løbet af den seneste måned er ord begyndt at komme som perler på en snor, og der kommer nye hver dag. 

Det er fuldstændig ubeskrivelig fantastisk at opleve hende udforske verden - til trods for at det er en "lille" verden. Den store verden må vente lidt - det vigtigste er at hun trives, for med trivsel kommer udvikling.


fredag den 3. juli 2015

En "ommer"....

Nogle gange går det bare ikke som planlagt...

Jeg har strikket intensivt på min "Langeland" cardigan de seneste uger, og ja, jeg er jo ret nybegynder udi strikkeriet, hvilket måske er grunden til, at jeg ikke anede uråd før jeg var klar til at strikke halsrib...suk.



Det viste sig, at jeg har ALT-ALT-ALT for mange masker på pinden, så et eller andet er gået galt undervejs. Præcis hvad, er mig stadig en gåde - jeg har talt, læst opskrift og regnet... og lige blank er jeg stadigvæk..øv-øv.

Nu får den en pause indtil min strikkekyndige mor kommer på besøg om et par uger. Så håber jeg at vi i fællesskab kan løse gåden....

Heldigvis har jeg andet garn liggende og er gået igang med en børnebluse - og det går ganske fint (indtil videre...)

God weekend :-)