onsdag den 5. august 2015

Mere genbrugstøj

Som jeg har skrevet om tidligere, er der åbnet en stor genbrugsbutik på vores lokale bytorv - og det er dejligt lige at snuse lidt rundt på en ganske almindelig hverdagseftermiddag. Det er jeg ikke vant til, da de almindelige tøjbutikker for længst har mistet min interesse.

I juni måned fandt jeg disse to:

Begge for lange til min smag, men det var heldigvis hurtigt at ændre.
Den ternede syede jeg ind i bredden og forkortede, den hvide blev forkortet og elastikken blev klippet af ærmerne, hvorefter de blev lagt op.

Nu ser de sådan ud og de bliver brugt flittigt.


Et par uger senere kiggede jeg igen forbi genbrugsbutikken og fik en skøn mørkeblå silkekjole med hjem. Den er lidt som hør i strukturen, men label siger 100% silke og den er dejlig blød. Jeg har haft den på alle de dage hvor vejret har tilladt det :-)
Den er lidt for stor til mig, så tanken er at sy den ind og sætte lommer i.



Genbrugstøj er blevet en større del af min garderobe nu. Til trods for, at jeg egentlig synes jeg forsøgte i en lang periode, ved jævnligt at kigge i den lille lokale genbrugsbutik, så er det først rigtig lykkedes at komme igang og finde genbrugs tøj jeg er glad for, i løbet af forsommeren.
Hvad har ændret sig?
  • Et par virkelig gode køb i foråret, gav mig lyst til mere genbrug. 
  • Et bedre udvalg af genbrugstøj har betydet meget, via en ny stor genbrugsbutik på vores lokale butikstorv. Og jeg kigger i andre genbrugsbutikker, når jeg har mulighed for det.
  • Farvepaletten som jeg definerede i foråret, har jeg i baghovedet, og den hjælper mig til at holde fokus. Og ikke blive revet med at sjove, skøre, farverige, flotte bluser - som jeg aldrig siden får brugt. 
  • Jeg kigger altid på materialet og går efter 95-100% bomuld, hør eller uld. Så ved jeg at tøjet er behageligt for mig at have på, og det har stor betydning for om jeg har lyst til at bruge det.
  • Jeg forsøger at huske mig selv på at stille spørgsmålene: Er det her et behov? Vil jeg bruge den? Enkelte gange er jeg kommet hjem med noget jeg ikke får brugt - fx læderjakken fra dette indlæg. Den kommer nu tilbage til genbrugsbutikken, og jeg prøver at huske mig selv på at få brugt de tre minutter på at få mærket og tænkt efter. 
  • Jeg kan se store fordele ved at købe genbrugstøj, både ift miljøet og min egen økonomi. 
Hvad er dine erfaringer med genbrugstøj? Er det noget du bruger, og hvad er dine overvejelser? 


2 kommentarer:

  1. Sikke nogle gode fund! Og du kender min holdning, jeg er stor fan af genbrug, men jeg tror også at man lige skal vænne sig til den måde at shoppe på. Det kræver lidt mere tålmodighed, til gengæld kunne jeg næsten ikke forestille mig at gå tilbage til almindelig shopping igen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det kræver i hvert fald at man er villig til at bruge tid på det, og gå tomhændet hjem, som du også har nævnt. Lige nu er jeg vist inde i en god stime... :-D

      Slet