torsdag den 19. november 2015

Kapok dyner

I sommer opdagede jeg produktet kapok, da jeg var på udkig efter en junior dyne til Maja. Nicolai endte med også at få ny dyne og pude, da han havde fået en ældre gæstedyne, på det tidspunkt han var blevet for lang til junior dynen. For nylig udskiftede vi også vores (meget gamle) voksendyner og hovedpuder til kapok - vores dyner var gamle, det meste af dynen befandt sig i fodenden og de tabte enormt mange dun.

Det er lidt af en udskrivning, at skifte alle dyner og puder ud. Lige nu har Vivatex et godt afhentningstilbud på kapok dyner.
Jeg må hellere tilføje at dette indlæg ikke er sponseret - jeg har haft det liggende som halv færdig kladde noget tid, - og da jeg i dag fik nyhedsbrev fra Vivatex, og så tilbuddet, tænkte jeg at nu måtte jeg se, at få det her indlæg ud :)


Hvad er kapok og hvor kommer det fra?
Kapok er et naturligt produkt som høstes fra kapok træer, der vokser vildt i Sydamerika, Østafrika og Asien. Træerne kan blive op til 70 meter høje og et træ kan afgive omkring 3000 kapsler ved en høst.  Kapslerne indeholder de meget lette kapok fibre samt frø. Kapok fiberen er det som bruges i dyner, puder, osv. De lokale høster kapok kapslerne og sælger dem videre til virksomheder som med manuelt arbejde adskiller kapok fibrene og frøene. Frøene laves til olie, som bruges i bl.a. dyrefoder.
Kapslerne bruges efterfølgende som brændsel.

Kapok fibrene er meget lette og bløde - og kaldes deraf "silke-bomuld", men da de er for korte til at kunne væves, bruges de primært i madrasser, puder og dyner.


Et af argumenterne for kapok, er at produktet bevarer regnskovene, da kapslerne kan høstes år efter år, så der er et incitament til at bevare træerne.




Hvorfor valgte vi kapok dyner?

  • Det som først og fremmest fangede min opmærksomhed var, at støvmider og bakterier ikke kan vokse i kapok. Jeg har haft eksem en stor del af min barndom, som lægerne i mange år mente skyldtes støvallergi. Derfor er jeg fra min tidlige barndom "indoktrineret" med at støv er slemt. Jeg er ikke hysterisk (synes jeg selv ;) men det sidder alligevel i mig. 
  • Stoffet er certificeret økologisk bomuld
  • Den lette kapok fiber er meget temperatur regulerende, hvilket er rigtig fint, da vi ikke skifter mellem sommer og vinterdyner. 
  • Det er et naturligt produkt som er groet uden tilsætningsstoffer og dermed økologisk

Vi har sovet med voksen dynerne i halvanden måned nu og jeg er meget tilfreds. Dynen er mere kompakt end en dundyne - mere som et tykt vattæppe. Vigtigst er at jeg synes dynen giver en behagelig varme. Det er lidt ligesom forskellen på en uld bluse med en % syntetisk materiale og en ren uld bluse - der mærker jeg en forskel, og det synes jeg også dynen her har. Den er behagelig gennem hele natten, jeg oplever hverken at svede eller fryse.

Det anbefales at kapok dynerne tørre tumbles med et par måneders mellemrum, og især puderne har v godt af en kort tur (+ 50 grader) i tørretumbleren. Fibrene løsner sig og fylder igen - lidt som at få en ny pude :) De kan også vaskes ved 60 grader.

I set store regnskab har jeg svært ved at vurdere om kapok dynerne bæredygtigt, er bedre end dundyner - indholdet bliver jo transporteret på tværs af kloden. Men miljømæssigt for os som sover med dem, - der mener jeg det giver mening, både fordi de ikke ophober støvmider, og fordi de er økologiske.

Afsluttende synes jeg det er tankevækkende hvor meget energi jeg har brugt på de her kapok dyner - jeg har ikke den fjerneste anelse om oprindelsen af vores gamle dundyner. Det er både enormt spændende at finde ud af hvad og hvor vores produkter kommer fra - men det er også tidskrævende.





6 kommentarer:

  1. Sejt at du har gjort det! Vi er faktisk gået over til silke dyner hen over sommeren, fordi de er rare at sove i, og lige nu har jeg ikke lyst til at gå tilbage til min tunge vinterdyne. Ku godt være at man sku overveje det der kapok.. (ps elsker ordet; det ligger bare godt i munden synes jeg)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder også dejligt med silkedyner :-))
      Jeg er glad for vores dyner, men tænker at der må være en stor forskel ml kapok og silke ift hvordan de "opfører" sig og føles - men du kan jo kigge på dem hos Vivatex :)

      Slet
  2. Hej Mette,

    Sikke et mega-spændende indlæg :-) Jeg kan virkelig godt lide, at du ligesom lister div. tanker og argumenter for/imod i mange af dine bæredygtighedsindlæg :-)

    Da vi skulle have babydyne til Bettefisen for lidt over 3 år siden, opdagede jeg for første gang Kapok via en hjemmeside der solgte økologiske babyting. Valget faldt på denne type dyne netop af de grunde du selv lister - dog var det absolut 1. krav/den 1. grund for mit vedkommende, at den skulle være dyrevenlig. Alm. dun plukkes jo desværre ofte fra fugle, der er i live - det er dyreplageri, så dyrevelfærden var faktisk mit primære inticament for valget af kapok. Og vi var slet ikke i tvivl, da vi skulle have juniordyne til Bettefisen. Vores voksendyner er ret gamle og slidte, dog med 'kunststof' eller hvad det nu hedder - igen fordi vi fokuserer på dyrevelfærden, men der er ingen tvivl om, at vi også skal overgå til kapok, når de skal udskiftes.

    Hmmm...så du tumbler dem med kold luft? Jeg er sikker på, at der i vores vedligeholdelsesbeskrivelse står, at pude og dyne har godt af 20 min. på min. 50 grader C. i tumbleren - så det er sådan, vi gør. Jeg mener, at det netop er for at 'rense' dem - så de ikke skal vaskes. Det må jeg lige hjem at kigge nærmere på (sidder på job lige nu)....

    KH L

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lilly, Tak, så dejligt du synes det er spændende at læse :-)
      Og sjovt at I allerede har kapok dyner. Jeg var faktisk ikke klar over at man plukker fjer af levende fugle.... Omfanget af hvad vi mennesker finder på at gøre...!
      Du har helt ret mht temperaturen under tørretumbling, jeg kiggede lige efter på vores vedligeholdelses skriv. Vi har netop købt tørretumbler for første gang, og jeg er i gang med at lære den at kende (har kun læst vejledningen sporadisk), så jeg har nok bare tænkt at kold luft var fint - men der står over 50 grader. Tak for det :-)
      Kh
      Mette

      Slet
    2. Hej igen! Undskyld det sene svar - jeg er ikke helt så meget online i disse dage...

      Ja, det er grufuldt, hvad vi mennesker gør ved dyr derude inden for et væld af områder og brancher. Hvis man virkelig begynder at kigge mange af vores 'produktionsmetoder og -veje' igennem, ja, så ser man den grufulde sandhed... Det er faktisk et hårdt skridt at tage rent mentalt. Når man først ligesom har indset, hvor inhuman mennesker kan være og ofte er 'i den store verden' - og hvor meget dyremishandling vi egentligt også støtter hver især rent implicit, puha, så er det næsten ikke til at bære (sådan har jeg det i alle fald, men det er som sagt også virkelig en af mine helt store personlige mærkesager - altså dyrevelfærd).

      Anima har skrevet et kort men ret godt opsummerende indlæg her:
      http://anima.dk/landbrugsdyr/er-dun-i-orden#.VkW883tInSg

      Håber du finder det brugbart. Ellers er det nemt at Google 'dun i dyner dyremishandling' og lignende...

      Ah, godt vi fik mysteriet løst mht. temperaturen! :-) Jeg er ikke selv den store bruger af tørretumbler, men i perioder hvor regnen siler ned og fugten bare lægger sig som et tykt lag, ja, der må jeg - meget modvilligt - ty til at bruge den. Men vi tørrer stort set alt, hvad vi kan, på alm. tørresnor.

      God weekend til dig og dine! KH Lilly

      Slet
    3. InhumanE, skulle der stå...det er vist tid til en kop mokka!

      Slet