onsdag den 30. december 2015

Årsstatus på Ny garderobe 2015

Årsafslutningen er ofte anledning til at gøre status. Og det vil jeg også gøre for det projekt som har fyldt mest her på bloggen i år, nemlig "Ny garderobe 2015". Jeg lavede også en status i oktober, som stadig gør sig gældende. Den kan du læse her.

Da jeg startede ud i april måned med at ønske mig en ny garderobe, satte jeg tre mål:
 - Sy mere tøj til mig selv, helst i økologisk stof
 - Købe bæredygtigt tøj
 - Strikke til mig selv og børnene

For at være ærlig, så troede jeg det ville blive svært. Både fordi jeg troede det ville være svært at finde økologisk stof og de bæredygtige mærker, og fordi jeg var usikker på hvad min stil er og hvad jeg trives med. Lidt overraskende har det vist sig at gå ret fornuftigt. Det tror jeg der er flere årsager til:
  • Gode oplevelser med at sy tøj, som jeg er glad for og bruger meget 
  • At jeg er kommet rigtig godt igang med at købe genbrugstøj 
  • At jeg har fundet frem til bæredygtige tøj mærker (læs med på www.bedremode.nu hvis bæredygtige tøj mærker interesserer dig)
  • Hvis jeg skal hæve det op på et overordnet niveau, så tror jeg det handler om, at jeg har brugt tid på og taget ansvar for, at mærke efter, hvad der fungerer for mig
Resultatet er, at jeg har udskiftet stort set hele min (lille) garderobe siden april måned i år.

Det er ikke et skift som er kommet fra den ene dag til den anden, og jeg mangler stadig at finde ud af mange ting, - for eksempel hvor meget tøj jeg vil have. Det fylder en del i mine tanker lige nu.

Året har budt på mange små ryk, som alle har trukket i samme retning: tøj jeg føler mig godt tilpas i, og som på den ene eller anden måde er bæredygtigt.


Nyt tøj i 2015
Efter at have læst en års status på anskaffelser af tøj hos www.bedremode.nu (fra 2014), tænkte jeg, at det kunne være spændende at lave en lignende liste.

Listen er lavet ud fra min hukommelse, jeg er ret sikker på, at jeg har fået det hele med. Jeg har dog udeladt basis ting, såsom undertøj og strømper. Listen indeholder tøj, overtøj og sko.

Here we go:
Januar
 - En hjemmestrikket uld sweater fra min mor, som jeg bruger meget
 - 3 hjemmesyede raglan bluser, hvoraf kun én er i brug. En blev kasseret fordi stoffet falmede efter ganske få vaske, og en er givet til genbrug, fordi jeg ikke brugte den.

Februar
 - En hjemmesyet grå kjole, som jeg har brugt hele sommeren
 - To tencell skjorter på udsalg fra H&M. De hang i skabet det meste af sommeren, men jeg har brugt dem en del i efterår og vinter månederne

Marts
 - En hjemmesyet kjole i grønne/blå farver. Den er brugt en smule

April
 - Ingen køb eller syning, - i stedet brugte jeg tid på at finde ud af hvordan jeg ville gribe "Ny garderobe 2015" an.

Maj
 - Et par hjemmesyede Limonade bukser i Liberty stof, som jeg brugte en del i sommers
 - 3 hjemmesyede Klavs cardigans i økologisk stof, som alle tre blev brugt meget hen over sommeren
 - Et par Veja sneakers, som jeg bruger rigtig meget og altid er glad for at gå i (og jeg går meget!)
 - 2 t-shirts i GOTS certificeret bomuld. De er desværre blevet ret løse i det, men jeg bruger dem stadig.
 - Et par GOTS certificerede Nudie jeans. Dem bruger jeg meget!

Juni
 - En skjorte fra genbrug, som er i brug (de næste tre vises i samme link)
 - En silkekjole fra genbrug, som bruges til festlige lejligheder
 - En hørkjole fra genbrug (som jeg ikke har brugt, den venter på nye knapper)
 - En "læder" jakke fra genbrug (som var et fejlkøb og er afleveret til genbrug igen)
 - To par nye sandaler (som erstatning for to par udtrådte 8 og 10 år gamle sandaler). Sandalerne er begge konventionelle. På det tidspunkt kunne jeg slet ikke overskue hvor og hvordan jeg skulle finde sko som er produceret bæredygtigt


Juli
 - En grå hjemmesyet kjole, som blev brugt meget i sommers
 - En blå hjemmesyet kjole, som slet ikke fungerede. Måske ændrer jeg den til en nederdel
 - To hjemmesyede nederdele i sweat. De er begge brugt, men ligger pt i sy hjørnet, fordi de begge skal rettes lidt til

August
 - En hjemmesyet blazer i økologisk sweat stof. Den er blevet brugt, men er lidt for stor, så jeg skal beslutte om det er muligt at sy den ind, eller om den skal gives videre.
 - To skjorter fra genbrug, som blev syet om. De blev begge brugt i sommer.
 - Et par økologiske yogabukser fra Re-sources, som jeg bruger hver eneste dag :)
 - En blå silkekjole fra genbrug, som jeg brugte meget i sommers
 - Et par hjemmesyede Limonade bukser i Liberty stof

September
 - En hjemmesyet hørkjole, som er i brug men skal tilrettes lidt
 - En skjortebluse/kjole fra Another View, som er til pænere brug
 - Et par mørkeblå jeans fra Nudie, som jeg bruger i hverdagen
 - En skjortebluse/kjole fra Armoire de Femme, som er til pænere brug
 - En hjemmesyet blazer i lys grå hør, samme mønster som den her
 - En hjemmesyet blomstret kjole, i samme mønster som den her
 - En hvid hørskjorte, købt på loppemarked

Oktober
 - En Fjallraven jakke (som erstatning for en 15 år gammel Patagonia jakke) - en gave fra min mand
 - Et par Pikolinos støvler, som er til pænere brug (jeg bruger mest flade sko, som kan klare mange kilometer, i hverdagen)
 - En hjemmestrikket lang cardigan, som jeg bruger meget
 - Et par lange støvler fra genbrug, som er i brug.

November
 - Tre langærmede t-shirts fra genbrug
 - En silkebluse fra genbrug
 - Et hjemmestrikket sjal i uld (se billedet nedenfor)

December
 - En grå t-shirts fra Enkel
 - En hjemmestrikket grå uld sweater
 - En uld jakke fra Another View (på billedet)


Samlet set bliver det:
18 stykker hjemmesyet tøj
9 stykker nyindkøbt tøj
2 stykker overtøj
3 hjemmestrikkede sweatre/cardigan og et sjal
12 stykker tøj fra genbrug, + et par støvler
4 nye sko/sandaler/støvler
Ialt 49 nytilførte genstande til garderoben..

En interessant øvelse, at skrive sådan en liste....  Den tydeliggør, at jeg har fået RIGTIG meget tøj i skabet i 2015. Og det var jo faktisk mit mål at få en ny garderobe.
At lave listen, får mig til at huske hvert enkelt stykke tøj, også det som pt er pakket væk. Så tidspunktet for en årsopgørelse er rigtig fint, her lige før udsalg... ;-)

Jeg bliver også lidt glad over, at se hvor meget tøj jeg har syet, og som jeg bruger.

Jeg tror ikke, at jeg tidligere har fået så meget nyt tøj, på et enkelt år. Og alligevel synes jeg stadig, der er noget tøj jeg mangler.... Det er ikke meget, men der er stadig noget. Derfor kredser mine tanker lige nu om emnet: hvor meget tøj vil jeg have? Jeg kender ikke svaret endnu...


I 2016
... vil jeg fortsætte med at have fokus på de bæredygtige tøjmærker, fortsætte med at søge i genbrugsbutikkerne. Jeg vil også gerne igang med at sy til mig selv igen - lidt, men (forhåbentligt) godt. For det er en proces, jeg holder virkelig meget af. Strikkeriet vil også fortsætte :)

Jeg vil have mere skift mellem sæsonerne, hvor jeg pakker vintertøj væk og henter lettere tøj frem igen. Det gjorde jeg i efteråret, selvom det egentlig ikke var en strategi jeg havde tænkt mig at følge - men jeg kan mærke at det fungerer for mig. At få ryddet ud, så kun det vigtigste til årstiden hænger tilbage.

Som noget nyt, vil jeg i 2016 begynde at spare op til tøj indkøb. Det gør jeg udfra tanken om, at god kvalitet har et længere liv. En af de ting jeg har "kæmpet" lidt med i 2015 - også tidligere - er at finde pengene til tøj i det daglige budget. I hverdagen går pengene jo til mad, tøj til børnene, reparationer på huset og bilen(!), tandlægeregninger og andre spændende ting. Det efterlader knapt så meget til mig. Og selvom det lykkedes at finde penge indimellem, så har jeg en tendens til, at få dårlig samvittighed, når jeg bruger penge på mig selv. Hvilket er spildt energi og en lille smule fjollet. Og jeg risikerer at købe tøj af mindre god kvalitet, fordi det er billigere. Så det vil jeg gerne ændre. Derfor har jeg oprettet en seperat konto og er begyndt at spare op. Det føles rigtig godt og jeg håber, at jeg kan bruge energien på, at finde de helt rigtige ting til garderoben og ikke falde i "dårlig samvittighed-fælden".

Det blev et meget langt indlæg. Hvis du hænger på endnu, og har nogle tanker om det jeg har skrevet, så skriv endelig en kommentar. Det kunne være dine tanker om min liste af tøj indkøb i det forgangne år, planerne for 2016, eller hvad du selv gør dig af tanker om tøj i 2016.

Rigtig godt nytår :-)

mandag den 7. december 2015

Så blev det december.. og noget om bloggens fokus..

...og herhjemme har julefreden allerede sænket sig lidt over vores familie. Der er kun et par uger tilbage med skole og arbejde, de fleste gaver er købt og kun enkelte indkøb via internettet mangler.

Jeg bruger december på at strikke en uld sweater til mig selv - den har jeg virkelig glædet mig til. Og så er jeg igang med at læse om bæredygtig omstilling.


Hvis du jævnligt læser med, har du nok bemærket, at mit fokus har udvidet sig i 2015. Fra hovedsageligt at skrive om syning, hækling og strik, er emner som økologi, bæredygtig garderobe og genbrug, kommet til. Og det afspejler hvor mine tanker, interesser og valg flytter sig hen.  

For mig er det startet med valget om at købe (tæt på 100%) økologisk mad. Derefter kom tanken om en ny garderobe bestående af selv syet tøj i økologisk stof og indkøbt tøj i bæredygtige mærker. Det var lidt en drøm og et ønske - og det satte et hav af spørgsmål i gang hos mig. Heldigvis viste det sig, at det ER muligt at skabe en bæredygtig garderobe.

I disse dage er verdens ledere samlet i Paris til COP21 og jeg håber - ligesom mange andre - de bliver enige om en ambitiøs plan. Det som jeg har lært i 2015 er, at uanset hvad verdens ledere bliver enige om, så er der rigtig mange valg vi hver især kan tage i vores hverdag, som trækker i en bæredygtig retning.

Noget som virkelig interesser mig er, at vi ved så lidt om oprindelsen og indholdet af mange af de produkter vi køber og bringer ind i vores hjem og liv.

I sommers så jeg første gang filmen The True Cost (kan ses på Netflix), som handler om de enorme miljømæssige omkostninger ved modeindustrien og de virkelig ringe arbejdsforhold som millioner af mennesker fastholdes i, sådan at vi i vesten kan købe (masser af) billigt tøj. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at filmen gjorde indtryk på mig.

Jeg fik det sidste skub til for alvor, at vælge genbrug og bæredygtigt produceret tøj til. Og det fungerer rigtig fint - jeg finder godt tøj til billige penge i genbrugsbutikkerne og de nye ting jeg køber, ved jeg er produceret på en måde som hverken udnytter naturen eller menneskene. Det synes jeg er vigtigt, og det er de produkter jeg gerne vil bruge mine penge på. Selvom mit bidrag er en dråbe i havet, så tror jeg på, at vi stemmer med vores penge. At det har betydning for syersken i Asien eller gummi tapperen i Brasilien, at de får en fair løn. Og at der produceres på en måde så naturen ikke lider overlast.

Jeg har stadig mange spørgsmål og emner, jeg gerne vil vide mere om i forhold til bæredygtighed. Så i 2016 kommer der mere om de bæredygtige valg i hverdagen. Jeg vil også fortsat skrive om strik, syning og  hækling.