mandag den 7. december 2015

Så blev det december.. og noget om bloggens fokus..

...og herhjemme har julefreden allerede sænket sig lidt over vores familie. Der er kun et par uger tilbage med skole og arbejde, de fleste gaver er købt og kun enkelte indkøb via internettet mangler.

Jeg bruger december på at strikke en uld sweater til mig selv - den har jeg virkelig glædet mig til. Og så er jeg igang med at læse om bæredygtig omstilling.


Hvis du jævnligt læser med, har du nok bemærket, at mit fokus har udvidet sig i 2015. Fra hovedsageligt at skrive om syning, hækling og strik, er emner som økologi, bæredygtig garderobe og genbrug, kommet til. Og det afspejler hvor mine tanker, interesser og valg flytter sig hen.  

For mig er det startet med valget om at købe (tæt på 100%) økologisk mad. Derefter kom tanken om en ny garderobe bestående af selv syet tøj i økologisk stof og indkøbt tøj i bæredygtige mærker. Det var lidt en drøm og et ønske - og det satte et hav af spørgsmål i gang hos mig. Heldigvis viste det sig, at det ER muligt at skabe en bæredygtig garderobe.

I disse dage er verdens ledere samlet i Paris til COP21 og jeg håber - ligesom mange andre - de bliver enige om en ambitiøs plan. Det som jeg har lært i 2015 er, at uanset hvad verdens ledere bliver enige om, så er der rigtig mange valg vi hver især kan tage i vores hverdag, som trækker i en bæredygtig retning.

Noget som virkelig interesser mig er, at vi ved så lidt om oprindelsen og indholdet af mange af de produkter vi køber og bringer ind i vores hjem og liv.

I sommers så jeg første gang filmen The True Cost (kan ses på Netflix), som handler om de enorme miljømæssige omkostninger ved modeindustrien og de virkelig ringe arbejdsforhold som millioner af mennesker fastholdes i, sådan at vi i vesten kan købe (masser af) billigt tøj. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at filmen gjorde indtryk på mig.

Jeg fik det sidste skub til for alvor, at vælge genbrug og bæredygtigt produceret tøj til. Og det fungerer rigtig fint - jeg finder godt tøj til billige penge i genbrugsbutikkerne og de nye ting jeg køber, ved jeg er produceret på en måde som hverken udnytter naturen eller menneskene. Det synes jeg er vigtigt, og det er de produkter jeg gerne vil bruge mine penge på. Selvom mit bidrag er en dråbe i havet, så tror jeg på, at vi stemmer med vores penge. At det har betydning for syersken i Asien eller gummi tapperen i Brasilien, at de får en fair løn. Og at der produceres på en måde så naturen ikke lider overlast.

Jeg har stadig mange spørgsmål og emner, jeg gerne vil vide mere om i forhold til bæredygtighed. Så i 2016 kommer der mere om de bæredygtige valg i hverdagen. Jeg vil også fortsat skrive om strik, syning og  hækling.






4 kommentarer:

  1. Kan kun sige at jeg glæder mig rigtig meget :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Johanne, det gør jeg også :-))

      Slet
  2. Jeg elsker når bloggene afspejler hvem vi er og så gør det ingenting at bloggen rykker eller udvider fokus, jeg selv har haltet lidt efter bloggen det sidste års tid og har mange overvejelser om hvorvidt jeg er kørt træt i den eller om den bare skal opdateres, og hælder mest til noget opdatering, så der kommer også til at ske et skifte på min i løbet af det næste stykke tid tror jeg ;)
    Jeg holder i hvert fald fortsat af at læse med herinde, synes genbrugsvinklen er meget inspirerende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Karina :-) Det føles helt rigtigt for mig at udvide og det er jo altså sjovere at skrive om det som optager og interesserer en. Jeg vil glæde mig til at læse med hos dig :-)

      Slet