mandag den 22. februar 2016

Have planer

Haven i år
Vi er i fuld gang med at planlægge hvad der skal ske i vores have i år. Haven er knap 1200 kvm stor, og da vi flyttede ind for 10 år siden trængte både hus og have til en kærlig hånd. Store dele af haven var groet helt til og bestod af selvplantede høje træer og tæt krat.

Efterhånden fik vi mere styr på det, men indimellem har det føltes som om haven kun var hårdt arbejde - og det kan man godt køre lidt træt i... Heldigvis oprettede vi for ca 4 år siden højbede til køkkenhave, sidste år fik vi høns, og vi købte en brugt robot plæneklipper. De mange kvadratmeter græsplæne tog alt for lang tid at holde, og vi ville gerne bruge de timer på at nyde haven og børnene i stedet.. De tre ting har været væsentlige i, at haven nu i langt højere grad også er nydelse. Der er stadig meget arbejde, men det er sjovt arbejde. En væsentlig forskel.

Køkkenhaven har indtil nu, ikke være den store succes. Jeg kommer altid for sent i gang og jorden er nok ikke den bedste til at dyrke grøntsager i. I år bliver det anderledes! Jeg har skaffet nogle gode bøger og er igang med at planlægge hvad der skal ske. Frø er sat til spiring. Et første vigtigt skridt.


Permakultur
De seneste 4-5 måneder er jeg stødt på ordet "permakultur" ganske ofte og synes det er et spændende emne. Permakultur handler uden tvivl om mange ting - jeg er stadig i gang med at sætte mig ind i det. Men kort fortalt dyrker man jorden i etager, med træer øverst, buske i midten og flerårige grøntsager eller spiselige blomster, i nederste lag. Tankegangen går meget på at udnytte naturens ressourcer og få mest muligt udbytte, med mindst muligt arbejde. Jeg er flere steder stødt på fortællinger om hvordan en permakultur tilgang har ændret levevilkårene for mennesker rundt omkring i verden, og synes det er en enormt inspirerende tankegang.

Lige nu er vores tanker at oprette et permakultur bed i haven. Hvor og hvordan ved vi ikke helt endnu, vi skal vide mere om det, og måske bruge det første år på at forbedre jorden. Men tankerne spirer.. :)

Drivhus
I år får jeg opfyldt en drøm - et drivhus. Det har stået på min ønske liste i flere år, men andre ting har fyldt tiden. I år bliver det! :-) Drivhuset er købt brugt (naturligvis ;-) og vi hentede det en stormfuld og isnende kold januardag. Det tager ca fire timer at skille sådan et drivhus ad, og vi var iskolde, men glade.

Drivhuset er 12 kvm - det er stort, og skal stå i en del af det sidste kratområde, vi har tilbage i haven. Jeg nåede ikke at få taget et billede før vi fjernede krattet, men der er stadig nogle træer og stubbe som skal fjernes. Det arbejde håber vi snart kan gå igang, og hvis vi er heldige kan påskedagene bruges til at rejse drivhuset.

Så nu må foråret godt komme! :-)

Husk at Sustain Daily går i luften den 1. marts, på årets første forårsdag. Du kan allerede nu skrive dig op til nyhedsbrevet på www.sustaindaily.dk.

Bloggen her flyttes i løbet af marts måned over i Sustain Daily's blogger fællesskab, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele fællesskab med de sejeste kvinder.




søndag den 21. februar 2016

Vaskenødder

Vaskenødder og tøjvask
Siden november har vi brugt vaskenødder til langt de fleste af vores tøj vaske og synes de fungerer godt og tøjet bliver rent. Enkelte gange bruger jeg det vaskepulver vi stadig har stående, til for eksempel sengetøj, håndklæder og undertøj.

Hvis du ikke kender til vaskenødder, så er det små nødder fra et træ (Sapindus mukorossi), som vokser i en række asiatiske lande. Her er nødderne i mange århundreder blevet brugt til tøj vask og rengøring. Vaskenødderne indeholder det vaskeaktive stof saphonin, som aktiveres når nødderne bliver våde. Det ses ved at der er skum i vaskemaskinen, samt i det afkog som jeg bruger til rengøring


Kritik af vaskenødder (og vaskebolde) og mine oplevelser
Da vi startede med vaskenødderne, havde jeg kun læst positivt om dem, - men hvis du laver en søgning på: "virker vaskenødder" eller "test af vaskenødder", vil du kunne læse en del for og imod. Det gjorde jeg under tilblivelsen af dette indlæg, og blev en kende overrasket over at læse en svensk undersøgelse (fra 2011) som siger at vaskebolde og vaskenødder ikke vasker tøjet renere end vand. Jeg har ikke kunnet finde nogen opfølgning på testen. Dog er der mange kommentarer, fra mennesker som har samme oplevelse som vi har: at vaskenødderne fungerer fint, vi har oplevelsen af at have rent tøj, vaskenødderne indeholder ikke de miljøskadelige stoffer som vaskepulver gør, og de er meget drøje i brug.

Det er naturligvis et dilemma, at opdage den slags kritiske oplysninger og test. Og jeg synes ikke jeg ville jeg ville skrive et indlæg uden at tage de kritiske røster med, som jeg opdagede undervejs. Men fordi jeg har så gode erfaringer med vaskenødderne, har jeg tænkt mig at fortsætte med dem, i kombination med svanemærket vaskepulver, i ny og næ.

Viden om hvad almindelig vaskemiddel indeholder kan du finde flere steder på nettet. Jeg går efter Svanemærket og uden parfume som 1. prioritet, og astma/allergimærket som 2. prioritet.

Hvordan bruges vaskenødderne til tøj vask
Vaskenødder bruges ved at lægge 3-5 nødder i en lille stofpose (som følger med), knuse dem i posen og så ind i vasketromlen sammen med tøjet. Når maskinen kører er der tydeligt skum i tromlen. Hvis maskinen kører under 60 grader, kan vaskenødderne genbruges op til 3 gange. Hvis der vaskes ved 60 grader eller mere, kan de bruges én gang. Efterfølgende kan vaskenødderne komposteres.

Vaskenødder og rengøring
Som en del af vores proces med at blive mere grønne, skiftede jeg sidste år vores rengøringsmidler ud med miljøvenlige rengøringsmidler. Dem havde jeg en del af i forvejen, så ændringen var ikke stor.


Siden nytår er jeg begyndt at bruge et afkog af vaskenødderne til rengøring og det fungerer altså rigtig godt.

Jeg bruger det til:
 - håndvask, badekar og toilet
 - vask af trægulve og klinker
 - spejle
 - bilvask

Afkog laves ved at koge ca 5 vaskenødder i 1 liter vand, lade det trække 5 minutter og hælde på en flaske. Duften er mild, - lidt som kamille the. Også disse nødder komposteres efter kogningen :)

Afkoget er ligeså flydende som vand, så til håndvask, toilet, spejle og badekar, jeg hælder bare lidt op på en svamp og skrubber. Så er der tydeligt skum. Til gulvvask hælder jeg 2-3 dl i en spand vand. Og vores trægulve holder sig virkelig pænt med den type rengøring.

Snart vil jeg også prøve afkoget til vask af vores vinduer (som virkelig trænger, nu solen skinner ind... ;)
Afkog af vaskenødder kan også bruges til at bade i og vaske hår med - det har jeg ikke prøvet endnu.

Jeg har stadig nogle rester af de "rigtige" rengøringsmidler tilbage, og dem har jeg tænkt mig at bruge op. Når de er brugt op, forventer jeg at mine rengøringsmidler vil bestå af:
 - afkog af vaskenødder
 - sæbespåner (til afvask af træbord)
 - eddike


Eddiken er som regel en økologisk eddike og den bruger jeg til:
 - afkalkning af elkedel
 - afkalkning af vandhaner
 - indimellem til rengøring af badekar og håndvask (vi har hårdt vand og en del kalk)
 - i toilettet

Uden at vide specielt meget om hvad en almindelig afkalker indeholder, tænker jeg at det må være bedre for både personen som gør rent og vand miljøet, at bruge noget som kan indtages - og som virker lige så godt.

mandag den 15. februar 2016

Mere oprydning og børne bukser

Jeg er igang med en større oprydning i sy værelset - mest af alt det stof jeg gennem nogle år har samlet sammen... Det seneste 1 1/2 år har jeg kun købt stof til et specifikt formål og i den tid er stof lageret ikke vokset. Men jeg må også erkende at der stadig er meget stof i skabene... Det kan være rigtig fint, for eksempel nu, hvor jeg kan sy en del forårs og sommer bukser til Maja. Men der er også ulemper - for mig - ved at have så stort et lager. Fordi der vil være stof, jeg aldrig får brugt, og det er ærgerligt. Og det forstyrrer mig lidt, at have så meget stof liggende - fordi jeg altid synes at jeg bør bruge det jeg har... Så mit mål er at få lageret ned på et niveau, hvor der bare ligger stof til et par sy projekter.

I denne omgang har jeg sorteret alt stof, og givet en sæk - ja, en helt sæk.. - stof til Nørklerne hos Røde Kors.

En bunke stof er hentet frem til forårs og sommer bukser til Maja. Jeg har også lavet en stak af gammelt stof, som jeg bruger til at teste mønstre af med - det er meget rart, at lave en hurtig test i stof, især når flere mønstre kombineres.

Jeg havde kigget lidt efter et nyt buksemønster, men besluttede at forsøge at bruge noget af det jeg allerede har. I fredags lavede jeg en test af et mønster som er kombineret af to mønstre: et fra en japansk sybog og elastikbukserne fra Elsebeth Gynthers mønsterbog.


Test bukserne passede fint, der var ganske få justeringer, og de første forårs bukser er nu færdige. De har lommer både foran og bagpå, det er måske lidt svært at se i det mønstrede stof. Dog kommer jeg til at undlade baglommerne fremadrettet, for de sidder meget langt nede, nærmest nede på lårene. Dejligt at have et godt buksemønster, som kan holde nogle år - med lidt forlængelse, kan det også bruges til 5 år.
Og rart at gøre et indhug i stof bunken, som nu er lidt mindre :)






torsdag den 11. februar 2016

Søger jakke mønster str 4 år

Nu må det gerne snart blive forår - jeg er sikkert ikke den eneste som har det sådan :-)
Mine sy tanker trækkes i hvert fald mod foråret, og jeg er i gang med konstruere et buksemønster str 4 år, til Maja. Det bliver en kombination af et japansk mønster og Elsebeth Gynthers elastikbukser, som jeg har syet mange gange før.


Jeg leder også efter et jakke mønster str 4 år - meget gerne et lidt enkelt mønster, med knaplukning eller lynlås. Kender du et?

tirsdag den 9. februar 2016

Opbevaring i genbrugsglas

Der er genbrugsglas alle vegne lige nu, synes jeg. Især på instagram støder jeg på dem hele tiden. Længe har jeg gemt glas i skabe, med tanken om at dem kan jeg bruge til opbevaring. Det blev bare ikke rigtig til noget, fordi mange af etiketterne sad så godt fast, at jeg lidt opgav at få dem af... Nogle glas er blevet brugt til opbevaring af nødder osv, i køkkenskufferne, men med en halvt afpillet etiket på.. knap så smart, ser det ud...

I weekenden sorterede jeg et par skabe i bryggerset, og så dukkede glassene op. Ved en hurtig søgning på nettet fandt jeg en tålelig og ret enkel måde at få etiketter og lim af med: madolie.
Jeg bruger rapsolie og smører det på etiket/lim med fingeren og lad det sidde et par minutter. Sæbe og børste, mere olie, pause, sæbe og børste. Nogle glas har genstridig lim, og skal have mange omgange.

Især nogle 1 liters glas, som jeg har en del stående af, og rigtig gerne vil bruge.
Jeg kan dog mærke at min (tålmodigheds)kvote er to af den slags glas om ugen, så det må komme efterhånden.

De første to 1 liters glas er brugt til at brygge min første omgang vandkefir. Efterfølgende kom de på lidt mindre glas og fik tilført et par hindbær. Det smager rigtig godt, og børnene var også glade for den friske drik.

Nu er næste omgang vandkefir sat over.


Hvis du er interesseret i at komme igang med vandkefir, eller andet fermentering, så findes der flere hjemmesider (www.altomfermentering.dk), bøger og kurser om det. Jeg er medlem af en gruppe på facebook, - Kefir og Kombucha DK.

Og så lige et kig ind i et bryggersskab med rene glas, klar til brug :-)



I sy værelset er genbrugsglas også kommet i brug. 


fredag den 5. februar 2016

Små ændringer og en farvning

Da jeg i slutningen af december lavede listen med nyanskaffelser i 2015, var det lidt af en øjenåbner for mig - for der var kommet meget nyt i garderoben, og til trods for det, havde jeg stadig følelsen af at jeg skulle have mere tøj. Den lange liste, fik mig til at tænke mig om en ekstra gang, og at jeg må bruge det jeg har, før jeg begynder at overveje at anskaffe mig andet. 

Billedet her er en kjole jeg købte i genbrug tilbage i maj/juni sidste år. Den skulle have nye knapper, og hang derfor på en bøjle og ventede.... Nu har den fået en farvning, så den er blevet mørk brun, og nye knapper. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. 



Træ knapperne kommer fra den cardigan jeg strikkede i efteråret. Den blev lidt "tung" med de store og mørke træ knapper, og derfor skiftede jeg i til stof knapper med Liberty print. Det skifte er jeg også rigtig godt tilfreds med. 




To små ændringer, som gør at jeg nu er glad for begge.