søndag den 21. februar 2016

Vaskenødder

Vaskenødder og tøjvask
Siden november har vi brugt vaskenødder til langt de fleste af vores tøj vaske og synes de fungerer godt og tøjet bliver rent. Enkelte gange bruger jeg det vaskepulver vi stadig har stående, til for eksempel sengetøj, håndklæder og undertøj.

Hvis du ikke kender til vaskenødder, så er det små nødder fra et træ (Sapindus mukorossi), som vokser i en række asiatiske lande. Her er nødderne i mange århundreder blevet brugt til tøj vask og rengøring. Vaskenødderne indeholder det vaskeaktive stof saphonin, som aktiveres når nødderne bliver våde. Det ses ved at der er skum i vaskemaskinen, samt i det afkog som jeg bruger til rengøring


Kritik af vaskenødder (og vaskebolde) og mine oplevelser
Da vi startede med vaskenødderne, havde jeg kun læst positivt om dem, - men hvis du laver en søgning på: "virker vaskenødder" eller "test af vaskenødder", vil du kunne læse en del for og imod. Det gjorde jeg under tilblivelsen af dette indlæg, og blev en kende overrasket over at læse en svensk undersøgelse (fra 2011) som siger at vaskebolde og vaskenødder ikke vasker tøjet renere end vand. Jeg har ikke kunnet finde nogen opfølgning på testen. Dog er der mange kommentarer, fra mennesker som har samme oplevelse som vi har: at vaskenødderne fungerer fint, vi har oplevelsen af at have rent tøj, vaskenødderne indeholder ikke de miljøskadelige stoffer som vaskepulver gør, og de er meget drøje i brug.

Det er naturligvis et dilemma, at opdage den slags kritiske oplysninger og test. Og jeg synes ikke jeg ville jeg ville skrive et indlæg uden at tage de kritiske røster med, som jeg opdagede undervejs. Men fordi jeg har så gode erfaringer med vaskenødderne, har jeg tænkt mig at fortsætte med dem, i kombination med svanemærket vaskepulver, i ny og næ.

Viden om hvad almindelig vaskemiddel indeholder kan du finde flere steder på nettet. Jeg går efter Svanemærket og uden parfume som 1. prioritet, og astma/allergimærket som 2. prioritet.

Hvordan bruges vaskenødderne til tøj vask
Vaskenødder bruges ved at lægge 3-5 nødder i en lille stofpose (som følger med), knuse dem i posen og så ind i vasketromlen sammen med tøjet. Når maskinen kører er der tydeligt skum i tromlen. Hvis maskinen kører under 60 grader, kan vaskenødderne genbruges op til 3 gange. Hvis der vaskes ved 60 grader eller mere, kan de bruges én gang. Efterfølgende kan vaskenødderne komposteres.

Vaskenødder og rengøring
Som en del af vores proces med at blive mere grønne, skiftede jeg sidste år vores rengøringsmidler ud med miljøvenlige rengøringsmidler. Dem havde jeg en del af i forvejen, så ændringen var ikke stor.


Siden nytår er jeg begyndt at bruge et afkog af vaskenødderne til rengøring og det fungerer altså rigtig godt.

Jeg bruger det til:
 - håndvask, badekar og toilet
 - vask af trægulve og klinker
 - spejle
 - bilvask

Afkog laves ved at koge ca 5 vaskenødder i 1 liter vand, lade det trække 5 minutter og hælde på en flaske. Duften er mild, - lidt som kamille the. Også disse nødder komposteres efter kogningen :)

Afkoget er ligeså flydende som vand, så til håndvask, toilet, spejle og badekar, jeg hælder bare lidt op på en svamp og skrubber. Så er der tydeligt skum. Til gulvvask hælder jeg 2-3 dl i en spand vand. Og vores trægulve holder sig virkelig pænt med den type rengøring.

Snart vil jeg også prøve afkoget til vask af vores vinduer (som virkelig trænger, nu solen skinner ind... ;)
Afkog af vaskenødder kan også bruges til at bade i og vaske hår med - det har jeg ikke prøvet endnu.

Jeg har stadig nogle rester af de "rigtige" rengøringsmidler tilbage, og dem har jeg tænkt mig at bruge op. Når de er brugt op, forventer jeg at mine rengøringsmidler vil bestå af:
 - afkog af vaskenødder
 - sæbespåner (til afvask af træbord)
 - eddike


Eddiken er som regel en økologisk eddike og den bruger jeg til:
 - afkalkning af elkedel
 - afkalkning af vandhaner
 - indimellem til rengøring af badekar og håndvask (vi har hårdt vand og en del kalk)
 - i toilettet

Uden at vide specielt meget om hvad en almindelig afkalker indeholder, tænker jeg at det må være bedre for både personen som gør rent og vand miljøet, at bruge noget som kan indtages - og som virker lige så godt.

1 kommentar:

  1. Det har jeg aldrig hørt om før, de der nødder. Jeg bruger hvid eddike til mange ting. vandhaner, tøjvask som skyldemiddel.

    SvarSlet