søndag den 3. april 2016

Garderobe planer 2016 - en shoppeliste

I år forsøger jeg med en shoppeliste til garderoben. Jeg kan ikke love, at det bliver det eneste jeg køber, for som genbrugsshopper, er det ikke til at vide, hvor eller hvornår man finder "guld".

Men hvis jeg skal forsøge at være lidt skarp på hvad jeg reelt har behov for, så er det:


  • Et par behagelige bukser, i for eksempel jersey, som kan fungere både ude og hjemme Jeg har mine yogabukser på dagligt, og de er ved at være godt slidte. Jeg ønsker mig et par behagelige bukser, som er pæne nok til at blive brugt ude af huset. Måske de grønne fra The Baand som er vist på billedet, måske syer jeg selv et par.
  • T-shirts - Størstedelen af mine t-shirts er købt i genbrug, og flere af dem er ved at være rigtig godt slidte, da de jo har været i brug allerede, da jeg købte dem. Måske kan jeg finde det jeg har behov for via genbrug, måske køber jeg nyt, måske syer jeg. Sandsynligvis en kombination af de tre :) Den viste på billedet er fra det danske firma Enkel, i GOTS certificeret bomuld og produceret i Tyrkiet under ordentlige forhold. Jeg købte en Enkel t-shirt i december, som jeg er rigtig glad for. Indtil videre holder den sig, som da den blev købt, både i farve og form. Så endnu en Enkel t-shirt er i mine tanker. 
  • Et par læderstøvler uden hæl. Jeg er blevet ret forelsket i svenske Tenpoints støvler i naturligt garvet læder. Så med mindre det lykkedes mig at finde et par brugte støvler i løbet af sommeren, så køber jeg sådan et par i sensommeren. 
  • En taske. Jeg mangler en shopper/skuldertaske, som skal være behagelig at gå langt med. Det er svært at kombinere de to behov, synes jeg og har ikke fundet løsningen endnu. Jeg havde for nylig en smuk brugt lædertaske i kikkerten, men var ikke hurtig nok... Den mindede meget om den på billedet, som er fra amerikanske Frye (som bruger naturligt garvet læder). Tasken fra Frye er dyr (for mit budget), men jo også en taske jeg kan have i mange, mange år. Som sagt, jeg er ikke afklaret endnu mht taske.
  • En ny vinterjakke, helst en Fjällraven. Jeg har set Fjällraven jakker meget billigt på udsalg i januar/februar måned, så mon ikke jeg trækker den indtil da. Jeg kan godt lide Fjällravens design og udtryk, og så holder deres produkter i mange, mange år. Når jeg skal vælge jakken kommer jeg til at gå efter Fjällravens G-1000 Eco, som er genbrugspolyester og økologisk bomuld.
Om det hele bliver præcis som på listen, eller om jeg køber det hele, er egentlig ikke det vigtigste for mig. Der er ingen regler forbundet med listen. Det vigtigste for mig er, at jeg har tænkt grundigt over mine behov, fået lavet en liste, og nu har ro på garderobe fronten. Det betyder at jeg ikke søger efter nyt hele tiden, og dermed slipper jeg for en masse overvejelser om enkeltstående køb.

Jeg har stadig planer om hjemmelavet tøj og strik, med flere igangværende strikkede ting til mig selv, som bliver færdige til efteråret. Og jeg har indkøbt stof til en forårs/sommerjakke, som jeg håber snart at gå igang med at sy. 

6 kommentarer:

  1. Jeg har også forelsket mig i bukserne er the baand bare i rød:-)

    SvarSlet
  2. Fedt fedt fedt! Tusind tak for inspiration! Jeg er selv på udkig efter en genbrugsjakke til næste vinter eller en Fjällräven (primært pga. af det her), men også fordi jeg lige som dig kan lide deres stil og udtryk... Mine GAMLE vinterjakker mellem 20 og 15 år gamle hos mig; før det har de allerede levet et liv hos nogle andre mennesker, så de er sgu snart over i 'vintage-kategorien' ;-))) Og jeg trænger til lidt nyt! KH Lilly

    SvarSlet
    Svar
    1. Tilføj 'er' mellem 'vinterjakker' og 'mellem'...

      Slet
    2. Helt enig Lilly - jeg har altid været glad for Fjällravens stil, og blev derfor ekstra glad da jeg sidste år læste om deres tiltag indenfor både materialer, håndbarhed og produktion.
      Det er længe dine jakker holder :-)
      Jeg har én jakke som er 15 år gammel, den er nu blevet til have/regnjakke, og der kan den sikkert klare sig 10 år endnu. Mit håb er at jeg med en Fjällraven vinterjakke, har en som holder mange, mange år. Så det er vigtigt at vælge den rigtige.. :-)

      Slet
    3. Jeg prøvede nogle af deres vinterjakker på bud for et par måneder siden - desværre bliver de for posede om livet på mig, når ærmerne skal være lange nok :-( ØV! Men jeg må prøve igen næste vinter og se, om de har noget til 'lange og tynde mennesker' i deres kollektion!

      HAHAHA! Ja, de er meget gamle! De fleste er faktisk fra 70'erne og 80'erne, hvor de så tidligere har haft andre ejere end mig... Den mest fantastiske er en gammel OX anorak i rød; den har jeg fået af min papmor for 23 år siden! Efter at hun havde brugt den i en lang årrække...det er altså kvali', som de ikke længere laver!

      Slet